Paa Borggaarden, som er stor og vid, ere Værelser paa alle Sider med Lofter paa, hvori ere Kammerser, Stuer og andre Tilhold. I Taarnet ere nederst i Bunden adskillige Fængsler og ellers andre Leiligheder til Rustkammere og Krudtkammere. Ved den yderste Ende til Fjorden er den store steenmurede Sal, som blev bygget af Haakon Haakonssøn. Nedenunder ere store hvælvede Kjeldere og Lønkammere, og af Vinduernes Bygning kan fornemmes, at der haver ovenpaa været en Kirke, hvilket Navn det og endnu beholder, nu under tvende Tag men før under eet, og nu vel repareret, bruges ovenpaa til et Magasin.“ „Under Sverresborgs Klippe ligger Obristens (Cicignons) Have med skjøn Værelse Frugttræer og Urter, herlig og paa den søndre Side af Graven er en Omgang af Piletræer og strax derhos Slotshaven.“ Men midt paa Holmen stod en skjøn Bøg, den høieste og tykkeste i Bergens Stift, og strakte sine Grene vidt udover de omspredte Levninger af fordums Herlighed, arkitektoniske Ornamenter og Marmorligstene. Og her sad ofte Edvardsen og anstillede sine vemodige Betragtninger over Tidernes Gang. Den Slegt, der havde udstyret disse skjønne Kirker med Omhu og Kjærlighed, og med milde Hænder havde søgt at bevare Kongernes Levninger til en fjærn Eftertid, blev „omsider afløst af en anden, der ødelagde, fordærvede ja ganske med Forhaanelse for Kat og Hund adspredte Forfædrenes Verk.“
Under de Reparationer, som foretoges paa Slottet i Frederik den fjerdes Tid, bleve formodentlig de to Taarne mod Kommunen, som Edvardsen ovenfor omtaler, nedrevne, da de nu ikke mere findes, ligesom og Kommandantboligen dengang fik sit nuværende Udseende. I det hele taget er Slottets daværendende eiendommelige Præg nu forsvundet, og paa Holmen groer Grønsværet over Kongernes Støv.
Men der staaer dog endnu tilbage to mærkelige Monumenter, de eneste i sit Slags i Norge, nemlig Marias Gildeskaale, nu Kornmagasin, og Rosenkrants’s Taarn. Begge minde om Tidspunkter, der danne Epoker i Folkets Historie. Det første vidner om det Trin, hvortil Kulturen hævede sig under Haakon Haakonssøn, det andet staaer som en Bautasteen paa en Grav, thi
