mere udkrævede hans Nærværelse. Ikke heller blev efter 1299 nogen Konge kronet eller begravet i Bergen.
At dette har været Benævnelsen paa en Bugt indenfor Hegranes (Hegrenes), kan ikke være tvivlsomt. Spørgsmaalet er derimod, om, som Herr Sagen mener, dermed har været betegnet hele den Strækning, som nu kaldes Sandviken, eller som Herr Munthe og Herr Hesselberg antage, kun den Deel deraf, som i yngre Tid har faaet Navnet „Nyhavn“. Vel kunde denne Tvivl synes at være hævet allerede af Edvardsen, der ligefrem siger, at Sandviken i gamle Dage kaldtes Hegravik, men uagtet man ellers har Grund til at prise Sandruheden hos denne Forfatter, hvis fortjenstfulde Verk kan betragtes som et rigt Magasin for Bergens Historie, bør man dog ikke stole paa ham, hvor han afhandler Gjenstande og Forholde, der ligge langt forud for hans Tid. Idet vi derfor sætte hans Udsagn ud af Betragtning, skulle vi holde os alene til Sagaerne, hvor Stedet kun forekommer en Gang nemlig i Heimskr. Magnus Blind. og Harald Gil. Saga Kap. 7 (jfr. samme Saga i Fornm. Sög. VII, 148). Det fortælles der, at da Harald Gille i 1135 agtede at angribe Kong Magnus i Bergen, lagde han først til ved Nordnes. Magnus, som imidlertid havde samlet sit Folk i Kristkirkegaard paa Holmen (Bergenhus), drog da ind ad Vaagsbunden til, for fra denne Kant at imødegaae Haralds Angreb. „Da saa Kong Magnus og hans Mænd, at Kong Harald havde roet med hele sit Folk over i Hegravik, gaaet op der og saa den øvre Vei op paa Bakken ovenfor Byen.“ Nu vendte da Magnus igjen ud efter Gaden. – Naar det her lægges Mærke til, at Endemaalet for Haralds Plan, da han drog fra Nordnes, var at bemægtige sig Holmen, saa maatte han, naar han fandt, at Omstændighederne ikke tillode at gaae lige løs paa dette Punkt, dog idetmindste søge et Landingssted der laa det nærmere og ei fjærnere. Imellem Holmen og den sydlige Grændse af Sandviksbugten kan det dog ikke have været, da de der liggende
