i den kgl. Befaling indført, men som der stod generalement af Borgerskabet, saa vidste jeg ikke, hvor Magistraten havde tagen sig den Myndighed fra at limitere eller restringere en kgl. Befaling til nogle af Borgerskabet eller til disse 16 Mænd. Dernæst tog en af de ældste af de 16 Mænd, navnlig Evert Rubbertsen Ordet, og sagde at han fik at sige Sandheden som det var; Magistraten var aldeles uskyldig derudi, men de 16 Mænd havde selv for godt befunden at udvælge andre i de Afgangnes Sted, hvilket Magistraten saaledes havde ladet sig befalde. Jeg svarede ham: Min Ven, jeg maa dømme af Eders Ord, at I maa være af et meget ærligt, oprigtigt og bestandigt Hjertelag for Eders Venner og Magistraten, eftersom I er saa resolveret til at tage saa høi en Skyld fra dem paa Eder selv og Eders Medcolleger. I excuserer dermed aldeles ikke Magistraten, som ei burde approberet og bifaldet Eders Vildfarelse, og I ere lykkelig at I udi min Person ei fofinder En, som har Lyst til at gjøre ondt, hvilket aldeles min Henseende ikke er, men kun at rette alt efter kgl. allernaad. Befaling og Intention. Herpaa svarte han strax, han vidste at Kongen var en naadig Herre, som gjerne tilgav sine Undersaatter. Jeg svarede: Vist er han, og i den Henseende formoder jeg ogsaa, at han allernaad. tilgiver mig, at jeg efter min Pligt og den mig givne Myndighed og Instruction ikke med Eder samtlige forfarer, som tilholder mig saadanne Contravenienter ei videre at ansee, men dem at suspendere, ikke desmindre, som jeg havde Consideration for de gode fornemme Borgere som de 16 Mænd bestod udaf, og nu paa 2 nær alle af de forrige 16 Mænd vare udvalgte, og de til samme deres Udvælgelse intet kunde gjøre, og siden havde fulgt den samme Slenter-Jan, som de havde for sig funden, saa vil jeg dem for det første indtil E. K. Maj. allernaad. nærmere Resolution udi deres Stand og Værdighed conservere, og mig ogsaa videre, saavidt med god Skjel skee kunde, hos C. K. Maj. i deres Faveur interessere hvorfor de mig samtlige lydeligen takkede.
Dernæst vendte jeg mig til Borgemester Smit igjen, og spurgte ham, 3) om han selv havde fidimeret den Copi af Bergens Privilegiers Confirmation, hvortil han lydeligen svarede Ja, og dernæst
