Det ligger i dette Tidsskrifts Plan, fordi det maa antages at være dets Læsere kjært, at der ikke blot meddeles Underretning om og Bedømmelse af, hvad den norske Presse allerede har leveret, men at der tillige gives foreløbig Beretning om de litterære Foretagender af Betydenhed, hvis Udgivelse forstaaer.[1] Hertil hører et norsk Diplomatarium, hvis Savn baade Historikere og Philologer altfor længe have følt, og hvis Samling og Udgivelse i en Række af Aar har været paatænkt her i Landet. Videnskabernes Selskab i Throndhjem har nemlig bevilget de fornødne Penge til Trykningen af Diplomatariets 1ste Hefte, og jeg troer bedst at give Læseren en Forestilling om, hvad der hidtil af min Medudgiver og mig er foretaget for at faae denne vigtige Samling paabegyndt, naar jeg med Direktionens Tilladelse meddeler Uddrag af den desangaaende førte Brevvexling.
Efter i Sommer at have gjort Hr. Carl R. Unger, Stipendiat ved Universitetet i nordisk Philologi, bekjendt med den Plan, jeg for længere Tid siden havde udkastet for et Diplomatarium, og været saa heldig at vinde ham som Medudgiver deraf, yttrede vi os i Brev af 14 Octbr. f. A. til Direktionen for Videnskabernes Selskab blandt Andet saaledes:
„I Norges og Udlandets Archiver, Bibliotheker og Museer bevares en overordentlig vigtig og talrig Samling af originale Diplomer, der i alle Retninger brede et for Historieforskeren uundværligt Lys paa Rigets og Folkets ydre og indre Forholde fra Midten af 13de Aarhundrede, altsaa netop fra den Tid, da Kongesagaerne ophøre. For Videnskabernes Selskabs Direktion at udvikle Vigtigheden af disse Diplomers eller med andre Ord af et norsk Diplomatariums Udgivelse, ansee vi aldeles ufornødent. Vi
- ↑ Under denne Rubrik ville vi derfor og stræbe i Fremtiden at varetage Publikums Tarv med Hensyn til den Syndflod af Subskriptionsplaner, hvormed man i vore Dage baade i Tide og i Utide besøges, for derved at virke, hvad vi formaae, tit at bringe disse tilbage inden deres sande og for Litteraturen gavnlige Grændser.
