kaarligt Tanken om en blot og bar Boghandler-Speculation. Ja endog Bogens Ægthed kunde man falde paa at betvivle, naar det ikke tilfældigviis var bekjendt, at Wergeland virkelig engang skal have skrevet et Stykke under den anførte Titel, og naar idethele ikke vore Forholde vare for snevre til ialmindelighed her at gjøre en Underskyden af saadan Art paa nogen Maade tænkelig. Efter disse lidet lovende Aspecter vil imidlertid den skjønsomme Læser udentvivl ved Gjennemlæsningen finde Bogen snarere over, end under Forventning. Idetmindste tilstaaer Undertegnede, at dette var Tilfældet med ham. Han negter ikke, at han med en vis uhyggelig Følelse tog Bogen i Haand; thi det er altid piinligt – hvad han her troede at kunne gjøre sikker Regning paa – at være Vidne til Geniets afmægtige Momenter, at træffe Mathed eller Famlen, hvor man er vant til at finde – endog luxurierende – Kraft og Virtuositet. Men skjønt Verkets Hoved-Indtryk i flere Henseender virkelig maa siges at være mindre fyldestgjørende, og det Hele visselig blandt Wergelands Arbeider kun indtager en meget underordnet Plads, hører det dog til de Frembringelser, som Publikum ialmindelighed – hvor det ikke forvirres af Navne-Værdier eller Parti-Interesser – modtager med Taknemmelighed, fordi Verket opfattet uden Fordom, ialfald vil findes underholdende.
“Søkadetterne iland“ er i flere Henseender en Bagatel, blot etslags dramatisk Spøg. Men i vor fattige Literatur ere selv Smuler ei at foragte. At Stykket i en vis Henseende kan siges at være tendentsløst, er egentlig ingen Feil, især i vor Tid, da vi i det virkelige Liv saa ubarmhjertigen spændes af de mangfoldigste Tendentser paa alle Kanter, at vi nok i Poesien kunne trænge til et Øiebliks Befrielse. Og hvis en saadan Befrielse nogensteds hører hjemme, da er det især i Lystspillet; thi her er det netop, hvor Hverdagslivets eensidige Interesser og Bestræbelser skulle vise sig i deres Smaalighed og indbyrdes Modsigelse, hvor trættende og indsnerpende Tendentsers Gjæring opløser sig i – Skum, det lette, spillende, hvori Aandsfriheden og Subjectets Uendelighed feirer sin Triumf. Lystspillet kjender saaledes ikke engang Dyd eller Last i deres egentlige Betydning; det har for den første in-
