riske Efterretninger, at man kan gjøre sig en nogenlunde klar Forestilling om, hvorledes deres Væsen egentlig opfattedes af Folket, og i hvilken Egenskab de fortrinsvis dyrkedes. Som Saadanne omtales i dette Afsnit fornemmelig Odin, Thor, Njørd, Frey og desuden Balder, Forsete, Brage samt af Asynjerne Frigg og Freya. Hertil burde maaske Uller have været føjet; se Munchs Gudelære Side 17.
I § 18 behandles de ringere Guddomme, der vare Gjenstand for Folkets Dyrkelse, Diserne, Landvætterne og Alferne. Særdeles interessant er, hvad der efter Sagaerne berettes om Nordmændenes Tro paa Diserne (ogsaa benævnte Fylgjer ɔ: Følgeaander, eller Hamingjer ɔ: Lykkegudinder), en Art kvindelige Genier, der, som oftest beskyttende, dog undertiden ogsaa forfølgende, ledsagede det enkelte Menneske eller hele Slægter gjennem Jordelivet. Et Par Træk af denne Tro skal jeg her udtage af Hr. Keysers Fremstilling (S. 71).
„Da den islandske Høvding Thorstein Ingemundssøn paa Hof i Vatsdalen var buden til Gjæst af en tryllekyndig Kvinde, Groa, der boede i hans Nabolag, drømte han før Gjæstebudet 3 Nætter i Rad, at den Kone, der havde fulgt ham og hans Frænder, viste sig for ham og forbød ham at fare. Han adlød hende og blev hjemme tilligemed sine Venner. Men den samme Dag, da Gjæstebudet skulde have været, begravede et Fjeldskred, fremkaldet ved Groas Trolddom, hendes Hus.“
„Da Halfred Vandraadeskjald laa dødelig syg paa sit Skib, saa man en Kone gaa langs med Skibet. Hun var anselig af Skikkelse og iført Brynje; hun gik over Bølgerne som var det paa Landjorden. Halfred saa til hende og mærkede, at det var hans Følgekone (Skytsaand); han sagde til hende: „Nu erklærer jeg mig skilt fra dig.“ „Vil Du tage mod mig?“ spurgte hun Thorvald, Halfreds Broder. Han benægtede det. Da sagde Halfred den Yngre, Skaldens Søn: „Jeg vil tage mod Dig.“
Navnet Fylgjer, der undertiden er synonymt med Diser eller Hamingjer, betegner ellers en Art Væsener, der i Dyreskikkelse troedes at ledsage eller egentlig gaa forud for Menneskene som en Slags Dobbeltgjængere. Landvætterne vare derimod en Egns Skytsguder og bundne til Stedet; som hele Norges Landvætte synes man at have tænkt sig Thor. Alferne tænkte man sig som menneskelignende Væsener, der boede dels i Luften (Lysalfer) dels i Jorden (Svartalfer), og kunde virke baade Gavn og Skade for de Mennesker, der boede i deres Nærhed.
I § 19 handles om Gudecbilleder, der synes at have været meget almindelige, men paa Grund af den bildende Kunsts lave
