Sprog og Historie, et Studium, der tilforn dreves saagodtsom alene af danske Lærde, hvorved en vis Ensidighed og Ufuldstændighed i Behandlingen af det forhaandenværende Materiale var uundgaaelig. Thi ikke blot skriver den første Del af de litterære Kilder for det nordiske Oldstudium sig fra Norge eller dets Koloni Island, men Skildringerne af det oldnordiske Folkeliv dreje sig ogsaa for en stor Del om Norge, i hvis Fjelddale endnu Mangt og Meget af de gamle Nordboers ejendommelige Tænke- og Levemaade saavelsom af deres Sprog har vedligeholdt sig lige til vore Dage. Man kan derfor af det nordiske Oldstudiums flittigere Dyrkning paa norsk Grund vente sig mangt et vigtigt Bidrag ikke blot til en rigtigere Belysning af det Lokale i Kildeskrifterne, men ogsaa til Berigtigelse og Udvidelse af Kundskaben om Oldsproget, til en rigtigere Opfattelse af de gamle Nordboers Karakter og til en bedre Forstaaen af de Træk, Oldskrifterne have opbevaret os af deres ejendommelige Tale- og Handlemaade, Sæder og Skikke. I den korte Tid, som er forløbet siden et selvstændigere Studium af Fædrelandets Historie og de dermed i Forbindelse staaende Fag er bleven vakt i Norge, ere ogsaa flere værdifulde Arbejder i denne Retning leverede af norske Videnskabsmænd, som f. Ex. de vigtige “Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie“, Munchs og Ungers kritiske Udgaver af flere Oldbøger, den paabegyndte Udgave af de gamle norske Love, Aalls Oversættelse af Snorre med Munthes fortrinlige Anmærkninger, Langes Klosterhistorie, foruden mange mindre Afhandlinger af Munch, Keyser, Berg o. Fl. Ogsaa de to ovenanførte Skrifter, hvorpaa nærværende Anmeldelse har til Hensigt at henlede Opmærksomheden, ere særdeles værdifulde Bidrag til at oplyse en vigtig Side af de gamle Nordboers Liv, og de bære begge Vidne om de høitfortjente Forfatteres dybe Sagkundskab og inderlige Fortrolighed med den nordiske Oldtid. De staa i nær indbyrdes Forbindelse, ikke blot fordi de tildels behandle det samme Stof, men ogsaa fordi hvert af dem er udarbejdet med udtrykkeligt Hensyn til det andet, saaledes at i hvert af dem Behandlingen af enkelte Materier er forbigaaet eller afkortet, med udtrykkelig Henvisning til det andet Skrift som supplerende det Udeladte eller
