efter denne Dag, hvilket altsaa er en Gjentagelse af Faderens Løfte. Desuden indeholder den en Bestemmelse om, at hver Biskop skal med 3 af Konge og Rigsraad tilforordnede Meddomsmænd sidde Retterthing to Gange aarlig i sit Stift, “og høre og rette de Sager og Brøster, som der paa Færde ere, dog Kongens og Kronens Ret, som deriblandt kan falde, uforkrænket. – Og skulle de fuld Magt have at dømme i alle de Sager, som komme for dem, uden vi selv ere der personlig tilstede“. (Saml. IV. 369–370.) Men da der, saavidt vides, ikke findes noget Spor til, at slige stiftsvise Overdomstole have været i Brug i Norge, angaaer denne Bestemmelse enten Danmark alene, eller er den som meget andet ikke traadt i Kraft. Snarere synes selve Udtrykket i Raadets Begjæring at antyde, at den ældgamle Inddeling i det Nordenfjeldske og Søndenfjeldske (hvis Grændse, som bekjendt var Sireaaen paa Agder) ogsaa i Rettergang er bleven iagttaget paa Unionstiden, saaledes nemlig at Lagmandsdommene indstævnedes til Raadet Sønden- eller Nordenfjelds, som da dømte i Forening med tilkaldte Lagmænd; medens til andre Tider hele Rigsraadet, naar det ligefuldt var samlet, dannede Rigets høieste Ret, uden at Lagmand deri deeltoge.[1]
Under samme Punkt (E) bringer Raadet en gammel Klage paany i Erindring. “Kunde her (i Kjøbenhavn) findes nogen Breve eller Registre, som Norges Rige ere anrørendes, at Eders Naade (da) vilde værdes at skikke dem til Riget igjen“. Man vil nødig paastaae end mindre vedgaar, at den Tilsidesættelse og Undertrykkelse, Norge led under Unionen, var fra den danske Regjerings Side planmæssig, at det var med fuld og gjennem Tidens Løb stedse klarere fremtrædende Bevidsthed om Maalet, at disse mange Indgreb i Norges Ret og Angreb paa
- ↑ Saaledes sad Norges Riges Raad Retterthing i Bergen i August og September 1524, da det der var samlet i Anledning af Frederik Is Valg m. v.
