ligefuldt altfor vist, at den Skattebevilgningsret, Almuen baade før og senere virkelig udøvede, ikke havde Noget at betyde.
Kongen lover i denne Henseende at rette sig „efter Norges Lov,“ og mere kunde Raadet ikke forlange.
Til Tyngsler udenfor de sædvanlige eller overordentlige Skatter hørte fremfor Alt i hine Tider det saakaldte Hesteløb som Raadet frabeder sig (G2). Hermed menes nemlig efter al Rimelighed den Frihed, (maaskee som en Levning af de gamle veizlur), som Konge og Lænsherrer toge sig, til at lægge Heste og Knegte ind paa Bønder og Geistlighed til Underholdning og som ofte, især for enkelte Strøg, var meget trykkende.[1] Raadets Fordring her er altsaa Overholdelse af Kong Hans’s Forpligtelse i sin Haandfæstning: „Vi skulle ei tillade vore Fogder eller Embedsmænd eller nogen Anden at paalægge Skat eller Beskatning Heste-Gjæstning, Skydsfærd eller anden Tynge, hvad det helst kan være, paa Kirker, Klostre Klerker Ridderskab, deres Hjon, Land eller Læn paalægge eller afkræve i nogen Maade, uden vi selv eller vore mærkelige Raad eller Sendebud fare gjennem Landene i Rigens Ærende.“[2] – Lignende Forpligtelse staaer i Christian Is norske Haandfæstning af 1449 (Huitfeld 945–46) i følgende Udtryk: „Item ville vi ei gjæste eller stede at gjæste Klostre, Kirker eller Almuen til Uskjellighed.“
Til de Midler, som de foregaaende Konger eller det danske Raad havde anvendt, for efterhaanden at bringe Norge i et provincielt Forhold til Danmark, hørte og at indblande sig i den norske Rettergang, ved at beskytte dem, som fra Norges øverste Domstol (Kongen og hans Raad, eller i hiins Fravær: Raadet alene) indskjøde sig under Kongens personlige Dom; eller at Kongen, naar Klage indløb over en i Norge fældet Dom, indstævnede Parterne for sig i Danmark, og der tog Sagen under Behandling. Det Lovstridige heri indlyser formeentlig af sig selv, da en saadan Appel
