blevet adspurgt, staae til Troende, da dette i 1524 udtrykkelig vedgaaes af Frederik I i hans norske Haandfæstning hvor han erklærer Pantsættelsen foretaget “af vor kjære Herre Fader uden Norges Riges Raads Samtykke og Vilje“.[1] Herimod kan Huitfelds og senere Historikeres modsatte Beretning ikke tages gyldig, da den snarere, just paa Grund af den unødige og usædvanlige Udhævelse af det norske Rigsraads Samtykke, vækker Mistanke om at være fabrikeret netop i Anledning af Nordmændenes Klagemaal, som han dog neppe kan have været uvidende om, skjønt det lader saa. Thi om man end erkjender, at baade Huitfeld og Torfæus have øst af Kilder, som nu ei længer haves, saa kan dog deres til intet Dokument støttede Paastand ikke rokke den ovennævnte med Ægtepagten 1468 saagodtsom samtidige udtrykkelige Erklæring, da man ikke kan tænke sig nogen Grund for Kong Frederik til at vedkjende sig den og lade den staae i Haandfæstningen naar han ikke selv vidste eller tilstrækkeligt havde ladet sig oplyse om, at det daværende norske Rigsraads Udsagn medførte Sandhed. At Huitfeld skrev sin Krønike i eensidig dansk-aristokratisk Aand, er almindelig anerkjendt, og at han ikke har anvendt en forholdsmæssig Flid og Kritik paa den Norge vedkommende Deel deraf, er ikke vanskeligt at bevise. Hans korte Notits angaaende de Norskes Samtykke kan da saameget mindre staae til Troende, som den ikke faaer nogen synderlig Støtte fra Torfæus, da denne sees at have udskrevet ham netop paa dette Sted,[2] og saaledes høist rimeligt har sit Tillæg “re cum senatu, qui aderat, Norvagici regni proprius perpensa“ (Orcades 188) ligefrem af Huitfeld (S. 913). Tilmed er Beretningen om det norske Rigsraads Tilkaldelse (til Kjøbenhavn) i 1468 i Septbr. mistænkelig og usandsynlig, da Kongen i Juli s. A. var i Oslo,[3] og saaledes efter al Rimelighed der vilde have forsynet sig med Rigsraadets Bifald til Pantsættelsen, hvis han i det Hele havde anseet det for raadeligt at lade
