Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur I.djvu/154

Denne siden er ikke korrekturlest

140

Dansk Litteratur.

dingerne, der bevægede dem til beholde det oprindelige Navn for Sproget, det dyrebareste Klenodie, de havde medbragt fra Moderlandet, for derved ligesom end mere levende bestandig at stille sig for Øie sin Herkomst fra Norge og Nedstammen fra dette Lands gjæveste og mest frisindede Ætter. Rimeligt og naturligt var det ogsaa, at de kaldte Sproget sit, og deraf at det heder várt mál^[1] (vort d. e. Islændernes Maal), kan ikke den Slutning drages, at de, naar det gjaldt at skjelne deres Sprog fra et fremmedt, kaldte det islenzka, thi denne Benævnelse findes ikke i de gamle Haandskrifter.^[2] Ligesaalidt som nogen Englænder fortænker en Amerikaner i, at han, naar Talen er om deres fælles Sprog, siger our language, skjønt han vel vilde studse, dersom han kaldte det American; ligesaa lidt tager nogen Dansk det Fortrydeligt op, at vi i Norge kalde hans Skriftsprog ogsaa vort, skjønt det med Urette kaldes norsk; thi ingen Fordomsfri kan nægte, at vort Skriftsprog er dansk; Talesproget derimod hos Almuen i de forskjellige Egne af

↑ I Norge kaldte man ogsaa Sproget sit; sml. Citatet af Kongespeilet i Prof. Munchs Afhandl. ovenfor S. 41.
↑ I Kjøbenhavnsposten for i Aar har „en Islænder, i en Opsats stilet mod Prof. Munch søgt at omstyrte den evidente historiske Sandhed, at Islænderne kaldte sit Sprog Norrꝍna (Norsk), uden at anføre et eneste Beviis for sine Paastande; ja han har endog fradømt Norge al Litteratur, Kongespeilet undtagen, og har saaledes glemt eller ikke kjendt de gamle Love, (hvoraf nu første Del er udkommen), den store Masse af Diplomer, den paa Haakon Haakonsøns og Dronning Eufemias Foranstaltning oversatte Mængde fremmede Ridderromaner, Niflungasaga, den ældste Kongesaga Fagrskinna, o. fl. for ikke at tale om de mange nu tabte norske Originaler af Kongesagaerne, som haves tilbage i islandske Afskrifter f. Ex. Flatøbogen, hvis store Nøiagtighed i de geografiske Stedsnavne ikke kan forklares uden en norsk Original. Paa den anden Side have enkelte islandske Originaler bevaret sig i norske Afskrifter, som Odd Munks Olaf Tryggvesøns Saga, trykt i 10de Bind af Formannasøgur. – I samme Artikel siges endvidere, at Prof. Munch river ned paa Islænderne, fordi han har fremsat et simpelt, noksom bekjendt Factum; siden Islænderne herved kunne føle sin Nationalhæder saa krænket, turde det vistnok været bedre, om de fra Norge Udvandrede strax, da de satte Foden paa islandsk Grund, havde forandret Sprogets Navn og kaldt det Islenzka, men som Sagerne nu staa, faar man med Resignation finde sig i, hvad der ei kan ændres, og lade det gamle Sprog beholde sit gamle Navn, og indskrænke Benævnelsen islandsk til det nyere. At Børn i en Alder af 12 Aar (!) ere saavidt fremskredne i Aandsudvikling, at de læser og forstaa Eddadigtene, er Nationens Intelligents til megen Ære. Men at Islændernes Litteratur og øvrige Qvalificationer, der have gjort dem til et af de mærkeligste Folk paa Jorden, skulde kunne lide nogen Forkleinelse derved, at de tilforn kaldte sit Sprog Norrꝍna, begribes ikke.

[1] I Norge kaldte man ogsaa Sproget sit; sml. Citatet af Kongespeilet i Prof. Munchs Afhandl. ovenfor S. 41.

[2] I Kjøbenhavnsposten for i Aar har „en Islænder, i en Opsats stilet mod Prof. Munch søgt at omstyrte den evidente historiske Sandhed, at Islænderne kaldte sit Sprog Norrꝍna (Norsk), uden at anføre et eneste Beviis for sine Paastande; ja han har endog fradømt Norge al Litteratur, Kongespeilet undtagen, og har saaledes glemt eller ikke kjendt de gamle Love, (hvoraf nu første Del er udkommen), den store Masse af Diplomer, den paa Haakon Haakonsøns og Dronning Eufemias Foranstaltning oversatte Mængde fremmede Ridderromaner, Niflungasaga, den ældste Kongesaga Fagrskinna, o. fl. for ikke at tale om de mange nu tabte norske Originaler af Kongesagaerne, som haves tilbage i islandske Afskrifter f. Ex. Flatøbogen, hvis store Nøiagtighed i de geografiske Stedsnavne ikke kan forklares uden en norsk Original. Paa den anden Side have enkelte islandske Originaler bevaret sig i norske Afskrifter, som Odd Munks Olaf Tryggvesøns Saga, trykt i 10de Bind af Formannasøgur. – I samme Artikel siges endvidere, at Prof. Munch river ned paa Islænderne, fordi han har fremsat et simpelt, noksom bekjendt Factum; siden Islænderne herved kunne føle sin Nationalhæder saa krænket, turde det vistnok været bedre, om de fra Norge Udvandrede strax, da de satte Foden paa islandsk Grund, havde forandret Sprogets Navn og kaldt det Islenzka, men som Sagerne nu staa, faar man med Resignation finde sig i, hvad der ei kan ændres, og lade det gamle Sprog beholde sit gamle Navn, og indskrænke Benævnelsen islandsk til det nyere. At Børn i en Alder af 12 Aar (!) ere saavidt fremskredne i Aandsudvikling, at de læser og forstaa Eddadigtene, er Nationens Intelligents til megen Ære. Men at Islændernes Litteratur og øvrige Qvalificationer, der have gjort dem til et af de mærkeligste Folk paa Jorden, skulde kunne lide nogen Forkleinelse derved, at de tilforn kaldte sit Sprog Norrꝍna, begribes ikke.

[1]

[2]