Af de lyriske Stykker falder Blikket nærmest paa fire Digte
af Welhaven. Om lyriske Digtes Værd kan man naturligviis ikke
dømme grundigen uden i det Hele at dømme Digteren og hans Standpunkt,
hvilket især ved en Digter som Welhaven ei kan skee ved
et Pennestrøg. Med særdeles Hensyn til de her meddeelte vakre
Blomster maa det være mig tilladt i Forbigaaende at bemærke, at
Welhaven, efter min Mening, synes vel meget at ynde den poetiske
Landskabstegning, idet han søger at hæve den til en selvstændig
Digtart, hvilket udentvivl ikke er dens egentlige Bestemmelse. Det
Maleriske er efter sin Natur kun et underordnet Moment i det
Poetiske; en Sætning, Rummet her ellers ikke tillader mig videre
at udvikle. Det mig meest Tiltalende af disse welhavenske Digte
er „Dyre Vaa,“ et Digt i Ballade- eller, om man vil, Kjæmpevise-Stiil,
der heldigt gjengiver den humoristiske, freidig trodsende
Kraftbevidsthed hos en norsk Fjeldbonde-Heros. Det anvendte Omkvæd:
„naar det er mørkt“ slutter sig i det Hele saa naturligt til
Fortællingens forskjellige Vendinger, at jeg kun finder det Synd,
at netop i den sidste Strophe, hvor en saadan Tilslutning var nødvendigst,
vil det ikke blive mig ret klart, hvorfor Dyre tænkte
„helst naar det er mørkt.“ Hvad Fortællingen angaaer, da finder
jeg heller ikke Dyres Forladen af sin Julegrød ret klart motiveret;
det maatte være blot for „at prøve en Leg som Thor mod Trold
og mod Bjerguhyre“; men dette bliver kun Læserens Gisning. Bedre
falder det i Sagnet selv, saadant som jeg har hørt det i Vinje-Sogn.
Efter dette er Dyre Færgemand, og hiint „Brøl som af
hundrede Tyre“ er en – vistnok gruvækkende – Opfordring til
at sætte over. Forresten har Sagnet ogsaa andre interessante
Elementer, der ere blevne ubenyttede, men som her ikke er Stedet
at meddele.
Jørgen Moes Ønsker er en Ubetydelighed; dette erotiske „O var jeg – –!“ er formeget brugt til endnu at kunne have nogen Interesse. Den anonyme „Dithyrambe“ er et ret godt lidet Arbeid; det er saalangt fra, at jeg finder den for vild (som jeg troer at have seet i et Dagblad), at den snarere er mig vel tam; især er Versformens jevne Pasgang ikke vel stemmende med Dithyram-
