Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur I.djvu/138

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
124
Norsk Litteratur.

melig den æstethiske, drives for den allerstørste Deel som Dilettanteri og Bisag. Vor Nation savner vist ikke poetiske Naturer, der imidlertid enten ikke blive udviklede, eller ialfald mangle Spore og Anledning til nogen Production af Betydenhed. Men hvor saaledes større og selvstændige poetiske Verker ei kunne ventes, der fortjene de enkelte Glimt, der ligesom leilighedsviis undfalde Nationens poetisk begavede, men i andre Sysler væsentligen optagne Mænd, fortrinlig Opmærksomhed; thi Nationens poetiske Liv har i denne Periode sit væsentlige Udtryk paa denne sporadiske Maade. Aar- eller halvaarsviis at samle saadanne mindre Arbeider kan netop i en saadan Periode være af væsentlig Betydning for Literaturen. Naar Solen er borte, er det Stjernernes Tid, og en saadan Aarbog, som den nærværende, er netop en Slags poetisk Stjernekalender.

Seer man nu nærmere hen til de Arbeider, hvoraf nærværende Samling bestaaer, da turde man ogsaa finde, at de, idetmindste hvad en stor Deel angaaer, virkelig ere friskere og interessantere end det, man andensteds gjerne træffer i Nytaarsgaver, der ellers i Almindelighed kun opsamle Literaturens Affald. Dilettantismen er altid af en ædlere Natur, hvor den staaer saa godt som ene, hvor den er det naive og primitive Udtryk for et Folks poetiske Tendentser, end hvor den af en samtidig stærkt fremragende genial Production bliver trængt tilbage i Skyggen og anviist Efterligningens og Manerens lavere Sphære.

En ordentlig kritisk Gjennemgaaen af alle de enkelte Stykker vilde her blive for vidtløftig; jeg skal blot nævne de fleste med Tilføielse af korte Bemærkninger, der, fordi de her ikke kunne motiveres, blot ere at betragte som mit subjective Skjøn.

Til det Interessanteste i den foreliggende Bog høre udentvivl de tvende Skildringer af vort Folkeliv, der (paa tvende Smaadigte nær) begynde og slutte Samlingen: „Besøg i et Bondebryllup“ af Jørgen Moe, og „en Signekjærling“ af Asbjørnsen. Begge Forfattere ere fordeelagtigen bekjendte for deres Opfattelse og Gjengivelse af vort Folkelivs poetiske Elementer, og det er vistnok netop betegnende for Begges forskjellige Retning, at Besøget i et