mani oprindelig have staaet i Texten er ikke allene sandsynligt, men ogsaa uomtvisteligt, da de følgende Ord: en þat skal eigi o. s. v. med Nødvendighed fordre det, og ellers vilde blive meningsløse. – S. 249 Anm. 1 heder det, at det L. 4 ovenfra forekommende at er en Feilskrift for er, hvilket forekommer i den nyere Landslov. En Feilskrift er det dog neppe, da er og at som relative Partikler ofte vexle med hinanden. – S. 237 L. 2 ovenfra er ved Haandskrifternes .. aups conjectureret scaps, og henvist til at dette Ord forekommer i Kapitlets sidste Linje. Men ligesom Ordet der staar meningsløst, vilde det samme ogsaa vederfares det, om det indsattes i den første Linje for .. aups. Mig forekommer det utvivlsomt, at der paa begge Steder maa læses kapps. – S. 212 L. 2 nedfra er for vanar conjectureret varnaðar. Skulde en Conjectur her være fornøden, synes dog varnar at ligge nærmere, jevnf. S. 211 L. 14. Men at her ville rette Haandskrifterne forekommer mig betænkeligt, da Udtrykket vanar maðr tillige forekommer S. 211 L. 9 nedenfra, hvor dog ingen Anmærkning derved er gjort af Udgiverne, og det vel tillige kan modtage en Udtydning, der passer i Sammenhængen.
Endvidere bemærkes, at S. 82 sidste Linje bør læses bloðugri for bloðre (jevnf. Æ. Frost. XIV, 12); at dette er indkommet hidrører formodentlig fra en Abbreviatur, som ikke er opløst. – S. 249 L. 8 nedfra bør læses: hefir át (átt) for: hefir at. – S. 207 sidste Linje, S. 250 sidste Linje, og S. 235 L. 1 ovenfr. staar öfra, öfsta i Stedet for at man vel rettere burde læse ofra, ofsta. Ti endogsaa antaget, at man med Rette forandrer det i de gamle Haandskrifter forekommende o til ö, hvor det ved U-Omlyd er fremgaaet af A, saa har dette ö dog her aldeles ingen Hjemmel. Det til Præpositionen of og Adverbiet ofan svarende adjektiviske Komparativ heder nemlig oprindelig ꝍfri, der vel kan blive til efri, men ikke til öfri, medens ofri let lader sig forklare af Omlydens Undladelse, hvorpaa netop i denne Udgave af vore gamle Love forekomme hyppige Exempler.
At disse Udsættelser lige saa lidet tilsigte, som de formaa at nedsætte de dygtige Udgiveres Fortjeneste af dette Arbeide, vil det
