Saaledes bruges i meget lange og indviklede Sætninger større Tegn, end Reglerne bestemme f. Ex. Semicolon for Comma mellem ufuldstændiqe eller nøie forbbundne Sætninger, Colon mellem Forsætning og Eftersætning, om end ikke nogen af dem er fleerledet, og i meget korte Sætninger omvendt Comma for Semicolon.
§. 34. Blandt de øvrige ved Skrivningen brugelige Tegn ere især at merke:
A. Spørgsmaalstegn (?), der sættes bagefter ligefrem spørgende Sætninger (§. 23. 4. a.); dog sættes det først, naar Sætningen tilligemed Alt, hvad dertil hører, er til Ende. (Exempel §. 23. 4. a.)
Troer du, at et lykkeligt Liv bestaaer deri?
B. Udraabstegn (!). Det sættes: 1. efter Vocativ, som: Jeg beklager dig, Arme! 2. efter Interjectioner, som: Ak! 3. Ved Slutningen af imperativiske og optativiske Sætninger. 4. Efter Sætninger eller Udtryk, der skulle udsiges med Heftighed, (see §. 23, 4. b. Anm.) Exempler §. 23. 2, 3, 4. b. Anm.
Anm. Udfordres Udraabstegn ved Slutningen af hele Sætningen, sættes det ikke efter Interjectioner eller Vocativer, som forekomme inde i den. (See §. 33, 6, andet Exempel).
C. Parenthese (), som bruges til at indslutte et Udtryk i Midten af en Sætning, hvilket ikke egentlig hører til denne, og saaledes, uden at Meningen forandres, eller Sammenhangen forstyrres, kan udelades, men dog tjener til nærmere at forklare en eller anden Deel af Sætningen. Exempel:
Hvad man egentlig kalder Indhold, Æmne eller (for at tale med nogle af vore nye Sprogforbedrere) Stof til et Digt, kunde i sig selv gierne undværes.
D. Tankestreg (—), som bruges: 1. til at vække Opmerksomheden ved noget Uventet, f. Ex. Drivvaad af Sved ...... kom jeg til den øverste Skandse,
