op, før ved Sætningens Ende, kaldcs den en Periode[1], som:
Naar Buen spændes for haardt, brister den. Ellers kaldes den en løs Sætning, som:
Buen brister, naar den spændes for haardt.
§. 28. Naar i en Periode en advebialsk Bisætning staaer foran Hovedsætningen, kaldes hiin Forsætding, denne Eftersætning (Exempel §. 27).
Anm. Partikkelen saa, der ofte begynder Eftersætningen, kaldes urigtigen Eftersætningsconjunction, da Conjunctionen, som forbinder Sætningerne, staaer foran Bisætningen, og da Constructionen[2] saavelsom Betydningen viser, at saa er et Adverbium.
§. 29. Forsætning saavelsom Eftersætning kan igjen bestaae af 2 eller flere sideordnede Sætninger eller Led, og kaldes efter Ledenes Antal toledet, treledet o. s. v., som: Hvis du vedbliver dit Forsæt; hvis du ei forbedrer din Opførsel: da vil du støde alle Mennesker fra dig; da vil du tilsidst være redningsløs.
§ 30. De egentlige Skilletegn ere: Punctum (.), Colon (:), Semicolon (;) og Comma (,).
Punctum sættes, naar Meningen er ude. (Exempel §. 1).
Anm. Punctum sættes saaledes mellem fuldstændige Sætninger, som ikke ere forbundne og ei høre sam-
