Det skinner fra Bræ, det grønnes fra Li,
Sit Helligdagsskrud står Egnen klædt i –
Thi se! over grønklare Bølge
Hjemglider et Brudefølge.
Som en Oldtids Kongedatter saa prud
Med Guldkrone på og Skarlagen,
I Stavnen sidder den prægtige Brud,
Saa fager, som Fjorden og Dagen.
Lyksalig Brudgommen svinger sin Hat,
Nu fører han hjem sin dyreste Skat,
Og ser i de Øine milde
Sit Liv som et Bryllupsgilde.
Alt risler det lokkende Tonefald
Av gangar og Slaat over Voven,
Fra Fjeld til Fjeld ruller Bøssens Knald,
Og Glædesraab svare fra Skoven.
Med Brudens Terner drives der Skjemt,
Og Kjøgemesteren har ikke glemt
At fylde ustanselig Kruset,
Til Ære for Brudehuset.
Saa drage de frem med lysteligt Spil
Hen over den blinkende Flade,
Og Baad efter Baad sig slutter dertil
Med Bryllupsgjæster saa glade.
Der blaaner fra Kløft, der skinner fra Bræ,
Der dufter fra blomstrende Abildtræ –
