Side:Norges land og folk - Tromsø amt 2.djvu/279

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


272 TROMSØ AMT. Grændsefjeld mod Tromsøsundet er Bjømskartind med den 1 403 m. høie spidse top Hamperokken mellem Sørfjorden og Ramfjorden. I den østre del mod Sørfjorden er ogsaa høie fjelde; de dybe dalfører mellem fjeldene er tildels rigt bevoksede med græs og skog. Saaledes er der lidt skog paa Skogn-esjffeld 941 m. og SomämäerbÞugIîZî]“eld henimod 1255 m., der begge styrter sig steilt ned i Sørfjorden, men længere inde har svagere skraaninger. Nordenfor sidstnævnte fjeld ligger Sjursnesfleld, som er vildt, steilt og kun i sin nederste del tyndt skogbevokset. Det bestaar a-f to dele, forenede ved en smal ryg, hvoraf den østlige gaar op til 1255 m., medens den vestlige del ikke overstiger 94O m. Mod nord er en stor botn med isbræ, hvis fod antagelig ligger paa 47O á1 62O m. Skognes(lalen og Sommerbugtdaler1 er temmelig trange, korte og bratte dale, tildels bevoksede med birkeskog og græs. Ved elvenes udløb er flere gaa-rde. Nakjýeld, omtrent 1255 m., er en mægtig, snedækket ryg, som i over en mils længde strækker sig langs den nordre del af Sørfjorden og steilt styrter sig i denne; kun paa faa punkter levnes lidt plads for bebygning. Kun sydover, mod Lavangs- dalen, er ski-aaningerne svagere. I sin nedre del er fjeldet, hvor det ikke er for steilt, bevokset med birkeskog. Lavangsdalen er lav, bevokset med græs og skog. Nakdalen, vestfor Nakfjeld, er temmelig bred og myrlændt:— udenfor myrerne er den skogbevokset. Mellem Nakdalen og Ulfsfjord ligger Fuglenebbet. Nordenfor Breivikeidet er fjeldene lavere og let tilgjæn- gelige, i regelen bevoksede med græs og indtil 8O0 a 330 m. ogsaa med skog. Stortua ligger nordligst. „ Om naturen om Ulfsfjorden heder der i en beskrivelse fra 1839 i den tids stil: « Naar undtages den vestre side af Ulfsfjorden, som maaske kan kaldes smuk, er situationen i Ulfs— og Sørfjord just ikke af de yndige. Ingen trær med rige løvkroner søger her ned til sjøen og rækker deres skyggefulde grene ud over samme for at fryde sig ved at skue deres egen skjønhed og pragt i det klare vandspeil; — nei, træerne staar her et godt stykke op fra land, ligesom de undsaa sig for speilet,j hvori jeg da heller ikke kan fortænke dem, saa knudrede, vantrevne og stygge er de ialmin- delighed. Man ser ikke her muntre bække yndigt slyngende sig igjennem blomstersmykkede marker. Vildt slynger derimod fjeld- fossen sin vandmasse ned over de lodrette, høie fjelde, idet den ligesom synes at hænge i luften, eller, hvor terrænet er mere skraat, ligesom størknet til en grønlig isbræ. Gletschere findes-