F1S1(EmER. 399 krøkeangler, indtil leveren er udtagen. Fiskere11 maa med begge arme, saalangt disse naar, ind i dens bug, for at slide det store leverhoved løst, hvad der i sjøgang er et vaadt arbeide. Er det en stor haakjærring, kan dens lever fylde 4 tønder. Dass siger: «en Hollands Corde1.» Af 1îZ2 itønde lever erholdes 1 tønde tran. Naar leveren er taget ud af fisken, blæses maven fuld af luft, forat haakjærringen ikke skal synke der, hvor man har ankret; kameraterne vilde da fraadse i den døde haakjærring og forsmaa fiskernes agn. Denne fremgangsmaade er gammel; i en beskrivelse fra 1651 sigeS: «Om sommeren naar den kommer paa deris Fisker Krog, da 11dtage de Leffveren der aff, oc siden sye de bugen sammen igjen, ocsaa blæse de den fuld aff Væir med it rør eller Pibe, paa det at den icke skal nedsiuncke, oc anden fisk skal sky derfor.» N. Næ-man skriver i sin beskrivelse af Tranø præstegjeld i 1817: I den senere tid har adskillige og tildels med held lagt sig efter haaskjerdingfangst, somi fortiden skal være meget benyttet, men siden i mange aar var gaaet af brug. Haa-kjærringens kjød, som nu kastes bort, blev tidligere raket og tør“ret; men dette er nu, som det synes, gaaet næsten af brug i Norge, og holder paa at gaa af brug paa Island ogsaa. Tidligere blev kjødet fortæret her i landet, saaledes som Petter Dass forklarer om haakjærringen: . — Man skjær hendes Kjød udi R1eklinge-Rad, Dog bliver det ingen velsmagende Mad, Førend den kan aarsgamme1 vorde. Kunsten at tilberede haakjærringkjød, Saaledes som islæn- dingerne gjør det, skal her omtales, forat den ikke skal glemmes, og der er vel grund til at tro, at fremgangsmaaden her i landet ikke var synderlig forskjellig fra islændingernes. Kjødet skjæres op i stykker paa 5 til 6 kg. og vaskes om- hyggeligt i Salt vand. Saa lægges de i et fad eller endnu bedre i en grav i en aurbakke, om saadan findes. Fadet eller graven beklædes først med skind af haakjærringen, stykkerne pakkes saa tæt sammen som mulig, og saa tildækkes det med en stor bunke sten, saa at der blir betydelig pres paa kjødet. Efter nogle dages forløb begynder kjødet at gjære, saa der blir varmt i kjødbunken; man lader det ligge 7—l4 dage, eftersom det er varmt eller koldt i veiret. Derpaa tages det op og vaskes omhyggelig. Stykkerne skjæres saa i strimler, passende til lufttørring og tørres paa sæd- vanlig maade. Kjødet har en stærk syrlig lugt, naar det tages op af fadet, og det er denne, som har skræmt folk. Men naar kjødet er
