SKOG OG MYRl-2lI. 321 taaler en hugst, som i de sydlige lavtliggende dele af landet maatte kaldes meget moderat efter skogarealet. Allerede i 1801 skriver Rathke fra Bardo: «Man studser her ved at se skogen nær vanddraget allerede saa medtaget; dog nogen opofrelse maa der altid ske ved ryd- ning; desuden er tømmeret kommet naboegnen til nytte, og den skog, der endnu er tilbage, vil med forsynlighed være tilstrækkelig.» Paa reisen fra Fagerlidalen ned gjennem MaIangen til Sand- nes heder det: « Her boede adskillige nybyggere. Skogen syntes være tem- melig modta-get; det lod endog, som at nogle allerede var betænkte paa at forlade deres opryddede pladse, fordi deres fordel af skog- brug aftog.» Allerede i 1826 skriver fogden i Tromsø og Senjens fogderi: «Paa en Strækning af et par mile og mere nederst i Maale- eIvda1en gives nu næsten ingen furuskog mere, idetmindste høist ubetydelig; dens formindskelse maa søges i den mangeaarige ud- visning af træmaterialier til den største del af indvaanerne i Senjens fogderi. Det er absolut nødvendigt, at furuskogen kon- serveres og bibeholdes til bygningsmaterialier for fogderiets samt- lige indvaanere, uden hvilket de aldeles vil komme til at savne de fornødne boliger og sættes ude af stand til at reparere de ældre og forfaldne.» Tilstanden i skogene i Maalselvdalen, Bardo og Salangen er beskrevet af forstmester Barth i 18ö8. Furuskogen i Maalselven forekommer kun over den mindste del i ublandet bestand. Sæ(lvanlig er furu og birk blandede saa- ledes, at snart den ene, snart den anden er det herskende træ. Da disse egne blev bebyggede af kolonister mest fra Øster- dalen i slutningen af forrige aarhundrede, havde den værdifulde furuskog en større udbredelse; nu er den over store strækninger mere eller mindre fortrængt af birkeskogen; birkeskogen forekommer her endnu rigelig. Til brændsel for indvaanerne og indtil en vis afstand fra fjordene, hvor udførsel af birkeved foregaar, har den værdi. Strækningen fra Storbakken i Maalselvdalen til Hollæn- dernes, hvor der nu kun er liden birkeskog, siges engang at have havt vakkert furutømmer. De store moer mellem Storbakken til Brandskogen og moerne mellem Fagerlidal og Sundlien i Bardo har kun hist og her en ungfuru mellem birkeskogen. Stubber, som man træffer, viser, at forholdet mellem begge træarterne engang har været anderledes. I lierne ovenfor Fagerlidalen er der af furuskogen, hvormed birken her før var blandet, kun faa træer tilbage øverst oppe mod skoggrændsen. Paa veien fra Brandvold til Bangen i Bardo er der paa Bardoelvens vestlige side birkeskog med spredte 21 — Tromsø amt.
