FINNER OG REN. 229 Noaidden maatte kunne foretage en tur ind i de dødes rige for der at hente raad og hjælp. Finnerne havde nemlig den tro, at alle farlige sygdomme, hvortil de ikke kjendte nogen bestemt ydre anledning, og hvorimod de ingen bestemte midler havde, hidrørte fra deres egne afdøde slægtninge. En vigtig plads i finnernes overtro indtager gan(l. Ordet gand er efter J. Fritzner ikke af finsk oprindelse; det skal være et norsk gan(lr og betyde kjep, stage. At gand, som betyder kjep, har faaet en speciel betydning knyttet til trolddom, kom- mer af, at man tænkte sig, at de onde aander kunde tage sit ophold i stager eller kjepper. Disse for saa afsted mod det væsen, troldmanden vilde tillivs. Ved gand menes aander, der farer omkring, dels i skikkelse af dyr eller andre gjenstande, dels ridende paa dem for at udrette deres ærinde, som ud- sender ganden. Ærindet er menneskers eller dyrs død. Da de hedenske finner holdt sig til afguder væsentligst for næringens skyld, opstillede de sine sei(ler (afg11dsbilleder af sten og træ) ude i naturen, hvor det for deres bedrift faldt mest bekvemt; fjeldfinnerne saaledes paa høie fjelde, fiskerne ved fosser, paa odder og holmer i indsjøer og saa videre. Nogle billeder dyrkedes i flæng af hele la-ndsbyen og var da anbragt paa et passende sted i husenes nærhed, andre igjen var som enkeltmands husguder privat eiendom. Den kundskab, man har om finnernes gamle gudelære, skyldes fornemmelig nogle af de præster, der i Sverige i be- gyndelsen af det 17 de aarhundrede og i Norge i begyndelsen af det 18de aarhundrede virkede som missionærer blandt dette folk. ()vertro er endnu almindelig blandt finner, og ogsaa blandt de nordmænd og kvæner, som bor i distrikter, hvor der er fin- ner. Et eksempel fra den sidste tid hidsættes her delvis efter en offentlig retslig forundersøge1se. Paa gaarden Storsletten iLyngen hørtes i begyndelsen af januar 1898 af gaardbruger Ole Olausen og hans folk en banken, der begyndte straks efter at de var gaaet tilsengs. Bankningen hør- tes fra loftet, hvor der laa folk. Manden og hans gut under- søgte alle rum i huset, uden at der opdagedes nogen fremmed person. Bankningen hørtes, da han kom ind igjen, og først ud paa natten blev det stille. Dette gjentog sig omtrent hver eneste aften i lang tid. Manden fik mistanke om, at det var hans 10I,1“’2 aar gamle pleiedatter, som satte det hele i scene; thi lyden hør- tes altid ihendes nærhed, og først efterat hun var gaaet ove11paa, og efterat lysene var slukkede. Da den mystiske banken ikke vilde ophøre, men fortsattes udover vaaren, blev det almindelig troet baade af de paa gaarden
Side:Norges land og folk - Tromsø amt 1.djvu/240
Utseende