438 s‘rBm1)1—:N os sEnBU Foe1)E1u. “ saa vestover i flere krumninger til nordøstre fod af Movola, hvor den vender nordover; nordfor Storkleppen vender atter elven vest- over, optager Tya og gaar i flere store krumninger nordvestlig ud i Selbusjøen, gjennem hvilken vasdraget kommer ind i Klæbu. Elven kan nærmest rigsgrændsen vades ovenfor dens sammenløb med Ekornaaen, hvorefter den løber stille gjennem myret land og er meget dyb; bredden vokser efterhaanden, den faar steile bredder. og et tildels fossende løb. Her er flere fosse: saaledes Brennaa.s;fossen i Tydalen med o store jutulgryder, Kistadj”ossen ved den gamle hytteplads i Tydalen. Den kan kun vades mellem Tydals smeltehytte og Græslingen samt mellem Uthus og Flatnan. Ved Tuset er færgested. Nedenfor Flaknan er elven frem- deles stærkt strømmende, i flomtiden endog vanskelig at passere med baad. Straks nedenfor Øraasplads er et større stryg, og store stene henimod Rolset vanskeliggjør flødning; ovenfor og nedenfor er elveleiet grus og smaasten. Bredderne mellem Flaknan og Rolset er som regel lave og derfor udsat for oversvømmelse; næsten aarlig staar veien mellem Øraasvold og Øraasplads under vand i flomtiden. Fra RolSet og nedover er bredderne paa et stykke som regel lidt høiere. Paa det nederste stykke, hvor elven er bred, er den farbar med baad- dog tung at ro et længere stykke mod strømmen, og elven gjør mange krumninger, saa den ikke med fordel kan benyttes som færdselsvei“opover. Ved Kvellohaugen er fast færgested. I den tørre aarstid kan den nederste del af Nea til nød vades flere steder. Ved N estans jøen mellem Kvello og præstegaarden rides den ofte. I flomtiden færges paa Naa paa flaader nedover elven, hvad man skal bringe frem, som kvernstene, kalksten fra Næs brud, bryner, kreaturer samt ved-; det er imidlertid kun under St. Hans- flommen, at Nea kan befærdes paa denne maade; under isgangen om vaaren er elven vanskelig Opstuvningen af is har voldt over- svømmelser, der har været faretruende for det flade land. uagtet man har bygget husene over storflom. Særlig udsat er landet omkring Mølnaaens udløb i Nea. Elven fører ofte stor vandmasse, og da dens bredder er lave, oversvømmes altid i flomtiden endel land langs elven. Det oversvøm- mede lavland anvendes som slaatteeng. Bredderne bestaar for en stor del af sand og ler, og store stykker af jordsmonnet rives i flom- tiden løs og føres af elven enten ud i Selbusjøen eller lægges op nedenfor. Det er især det lange flade sletteland, før elven falderi Selbusjøen, som aarlig taber ved udskjæring. Høiere op er ud- skjæringerne mindre. Ovenfor Rolset graver elven i en derværende sandmæle, og
