HISToB1E. 71 en svoger af Ulf, om at komme ud og følge med ham ind til kongen. Hertil var Ølve villig. Skallagrim gik nu ind selvsjette, de øvri e blev staaende udenfor for at passe paa vaabnene. Skallagrim stillede sig §g bag ved Ølve som forestillede ham for Harald og nævnte hans erende. Kongen saa med beundring gaa den kjæmpesterke,— skaldede mand og tilbød ham baade bod og stor hæ er, hvis han vilde træde i hans tjeneste. Men Skallagrim afslog ti budet, forlod straks gaarden, skyndte sifg bort over vandet o reiste h’em. Der fortælles videre, at Harald, der var orbitret over, at Skafiagrim aflslog hans hædrende ti1bud, lod sætte efter ham for at dræbe ham; men at Ølve havde ladet hugge hul i alle baadene, saa at mændene ikke kunde komme over Evangervan et o derfor maatte afstaa fra forfølgelsen. Skallagrim og hans fader, Kveldulf, å)rstod imidlertid, at det efter dette ikke var raadeligt at forblive længer i landet, og de drog derfor til Island. v Flere af de bedrifter, der tillægges Skallagrims søn, E il Skallagrimssøn, skal (ffsaa have fundet sted i Hørdaf lke paa kong Haralds og kong Eriks tid. ans saga lyder, forsaavidt som den er knyttet til Hørdafylke, saaledes: Egil var gift med Aasgerd, datter af en vis Bjørn. En anden datter af Bjørn af andet egteskab, Gunhild, var gift med en anden mægtig mand ved navn Berg-Anund, der boede paa Ask paa øen Fenring (Askøen vest for Bergen). a nu Bjørn døde, tog Berg-Anund hele arven, og Egil drog derfor fra Island til Ask for at kræve sin ret af Berg-Anund; men denne væg-rede sig for at anerkjende Egils fordring. Egil stevnede ham da til G—ulathing, og dommen holdt paa at falde ud til hans fordel; men dron- ningen, Gunhild, der var fiendtlig stemt mod Egil, blandt andet fordi han havde dræbt en af kongens aarmænd, sendte sin broder Alf Askmand hen med bevæbnede folk og lod ham ødelægge dommerstedet ogj e dommerne bort, hvilket g1ik af uden blodsudgydelse, da folk paa grund arg thinghelgen var ubevæbne e. Nogen dom blev der saaledes ikke af, og der faldt skarpe ord mellem kong Erik og Egil, og da Egil forlod thinget og seilede bort, blev han for- fulgt af —kongen. Han undkom og fik under flugten leilighed til at dræbe en af kongens hirdmænd med sit kastespyd. Kongen lyste nu E il utlæg; men Berg-Anund og hans broder Hadd, der var en stor viking, f§ndt det dog raadeligst at sidde mandsterke paa sine gaarde Kongen lod desuden en af sine frænder, Frode, tage sæde med en el mænd paa kongsgaarden Aalrekstad (nu Aarstad ve Bergen). Hos Frode efterlod han ogsaa sin søn Ragnvald, der dog endnu kun var en ut. Imidlertid havde Egil rustet et skib for at fare til Island. Ved Alåen udenfor Firdafylke traf han nogle fiskere, som meddelte ham, at kongen havde lyst ham utlæg. Da fiskerne kom iland, fortalte de, at Egil var aa veien til Island. Denne efterretning kom ogsaa til Berg-Anun, som bIlev meget glad, sendte stridsmændene fra sig og roede ud til Aa1rekstad og ind- hø Frode til gjæstebud, en indbydelse, som Frode modtog. Kongesønnen Ragnvald var nu alene igjen paa Aalrekstad med stridsmændene. Men da Frode var borte, fik han ogsaa lyst til at more sig og reiste med sine mænd til Herlø, nordvest for Askøen, for at besøge sin fosterfader Skegg-Thore, som boede der. Imidlertid havde Egil faaet vindstille, og da det endelig blæste (åp, truede det med storm, saa at han atter seilede ind under lan . Han lag e til ved Herdlevær yderst i seilleden. Her fik han nys om, hvor hans fiender var, og roede nu selvattende med en stor baad ind til Fenring hvor han kom om aftenen. Han gik her ene iland, hvor han traf nog e åjætergutter, som fortalte, at de maatte passe paa buskapen hver nat, fordi er var en bjørn paa øen, som havde gjort megen skade. Egil sagde, at han selv havde været ude for bjørnen og paaviste det sted i skoven, hvor den nu skulde være. Hvis Frode og Berg-Anund vilde dræbe den, var det netop god anledning til at træffe den nu. En af gutterne løb da op o meldte Berg-Anund dette, medens Egil fjernede sig. Da Anund, Frode og Hadd fik høre, hvad gutten sagde, væbnede de sig skyndsomt og ilede hen til det angivne sted. Her saa Berg-Anund noget røre sig i krattet, og han bad der- for Frode og Hadd stille sig mellem krattet og skoven for at hindre bjørnen c
Side:Norges land og folk - Søndre Bergenhus amt.djvu/76
Utseende