terrasse af Borgunds annex. Lufttemperaturen er allerede her meget mildere. Hæggen blomstrer her, naar løvskogen oven for bjerget først har skudt blade; ogsaa er ageren her ikke, som ovenfor, udsat for at tage skade af frosten. Dalen er her trangere. En halv mil omtrent herfra kommer man til de bekjendte Galder. I almindelighed kaldes saaledes enhver vei, som er hugget eller bygget i klipperne, og hvor man har fjeldet paa den ene side og paa den anden en dyb og steil styrtning ned til den forbiløbende elv. De ere ofte farlige at bereise, naar det har regnet sterkt, da derved foraarsages jord- og stenskred, som river træer og buske med sig, og med tordenbrag styrter ud over veien og knuser alt, hvad som forekommer.
Ogsaa paa visse tider af vinteren er disse veie farlige, naar det nemlig, som her ofte skeer, har tøet eller regnet og igjen er frosset til, da veiene igjen er belagte med en glat isskorpe, som formedelst det fra bjergene nedstrømmende vand er stivnet saaledes, at Veien har faaet en helding, som fører lige ud over styrtningen. Saavel folk som heste maa, naar de om vinteren befarer slige veie, være forsynede med hvasse staalsatte braadder. De her omtalte Galder, som, til forskjel paa Raugalden (Rødgalderne), der ligger strax neden for Maristuen, kaldes Soknegalderne, ere til reisendes betryggelse for størstedelen forsynede med et høist nødvendigt rækverk, og ere, hvor de ende, meget bratte. Her styrter Soknefossen ned, hvorefter Galderne har navn, og iler tvert over veien ud i Leirdalselven. En bro fører over Sokneelven, og nu er man kommen ned i Leirdals skibrede og hovedsognet Tønjum. I hvilken dybde er man nu efterhaanden sunket ned — fra øverst paa Filefjeld, eller blot fra Haavardskleven og hertil. Imidlertid skynder elven sig forbi i mindre og afbrudte fossefald og bebuder, at man endnu kommer til en dybere standpunkt. Indgangen til hovedsognet er styg. Dalen er trang og opad de steile, næsten nøgne bjerge ser man kun enkelte løvtræer.
Først omtrent 5 fjerdinger herfra, naar man er kommen til gaarden Lysne, udvider dalen sig med et, hvor den bøier sig vestefter.»
Henrik Wergeland besøgte Nordre Bergenhus i 1832. Det heder herom i faderens optegnelser (trykt i «Vidar» 1889):
«I dette aar foretog han en fodreise i selskab med en engelsk literat Pope over Hedemarken, Gudbrandsdalen og Sogn til Bergen. Han optog de mange norske prospekter, hvoraf en del blev litograferede hos Winther.»
De poetiske frugter af denne reise gjennem det bergenske er de to «reiseskisser» (som Wergeland selv kalder dem) Framnæs og Balestrand og Eivindvig, trykte i Anthon Bangs maanedsskrift «Vikingen» (Trondhjem 1833) og det førstnævnte tillige i Winthers
