HUSF1.1n ()G lNDUS’1’Ill. 559 l-lusflid og industri. Den væsentligste husflid i amtet er det hjemmearbeide, som man har ved spinding og vævning og ved at forfærdige klæder og sko, og desuden det mangfoldige arbeide, som falder paa gaarden for at holde redskaber og bohave i orden, og i kystdi- strikterne har man desuden arbeidet med fiskeredskaberne og deres bødning. Af husflidsgjenstande, som tilvirkes tilsalgs, kan nævnes i nogle distrikter stav og tønder, tøndebaand af hassel, baade i Gloppen, ljaaer i Hornindalen, tiner og skrin o. s. v. Om befolkningens nævenyttighed og vindskibelighed er med- delelser-ne meget forskjellige. Eilert Sundt har i sin bog om husfliden i Norge priset sønd- fjordingerne og har som eksempel givet en oversigt over alt det arbeide, som en gaardbruger i Søndfjord, Torstein Nedre Strand, udfører. Hans skildring er hentet fra gaarden Nedre Strand i Vik, anneks til Indre Holmedal præstegjeld; den hidsættes her lidt forkortet med bemærkning, at skildringen er fra l867, da tøndefabrikationen endnu i vaarsildfiskets tid var betydelig-, hvorhos det vistnok bør tilføies, at den af S:mdt givne skildring neppe er almengyldig. “ «Paa den aarlige bergensreise maa Thorsten som enhver anden søndfjords-bonde jevnlig kjøbe med hjem en del jern og staa1 til husets brug, og deraf kan han, om han vil, selv smide sig den øks, hvormed han hugger i skogen eller dog mærker de træer, han sætter tjenestegutten til at hugge; det kan være, at han ikke betror gutten at kjøre tømmeret ned, men at han af ængstelig omhu for hesten ør det selv, og ialfald staar han selv som mester ved sin cirkelsag og skjærer stokkene op til stav; siden er han, som før omtalt, med at sætte disse sammen til tonder, og disse tønder fører han endelig selv ud til salterihuset. Fiskegarnene har han neppe bundet selv; thi det arbeide er for simpelt for en mand; men det kan være, at han selv har udført det vanskeligere arbeide at bøde dem, som var brugte og slidte. Selv slagter han om høsten en okse eller en ko, selv barker han læderet (han er ikke sikker paa at faa (let, som han vil have det, hos en garver), og som bonden i disse bygder er vant med at sy skotøi baade til sig selv, sin kone og sine børn og tjene- stepige, saa her neppe er en bygde-skomager i flere mi1es om- kreds, saa vil han navnlig sy sine sjøstøvler og skindklæder til fisket selv; thi da ved han at faa dem tætte. Det tør være, at Thorsten selv har brygget det øl, han har med paa fisket; elbrygningen hører nemlig i disse bygder mændene til. Ialfal(1
