278 NORl)RE BERGENHUS AMT. tvers over da1en, og elven koger gjennem en smal rende ved foden af den overhængende styrtning, Nedenfor Hjelle tiltager elven i bredde og aftager samtidig i vildhed, mellem rummeligere omgivelser. Efter at have forladt Aardalsvatn gjennemskjærer den som en mægtig strøm den brede, aabne og veldyrkede Aardalstange, der skiller vandet fra fjorden. H(ereidselv eller Aar1lalsel-B er 1.4 km. lang, og Aardalsvatn ligger 4 meter over fjorden. Da elvens fald var meget uregelmæssigt fordelt, kunde elven ikke roes undtagen med tomme baade under visse vandstande. Paa dens venstre bred, lige under Aardals kirke, havde der dannet sig et ikke ganske ubetydeligt elvebrud, som kunde medføre fare for kirken og kirkegaarden. Jordsmonnet i bruddet var haar(l, noget sandb1andet lerjord. — I elven, hovedsagelig oppe i oset af vandet, foregaar der fiske, og det næsten udelukkende med garn og not, naar paa hosttiden fisken søger op for at gyde. Langs Aardalsvatn er ingen landet-ei, saa at al samfærdsel — fra ovenfor vandet, hvor præstegje1dets meste befolkning bor — maa foregaa paa baad, og det var derfor til gene, at baadtrafiken mellem fjorden og vandet var afbrudt af elven. Man havde derfor allerede for længere tid ti1bage, især paa en tid, da der foregik nogen grubedrift oppe ved vandet, forsøgt at farba1—gjøre den øverste del af elven, og man kunde endnu i 1865 finde spor deraf paa venstre bred. Elven kan ikke gjøres fuldt robar uden ved et Sluseanlæg. Der blev i 1868 og 1869 istandbragt en baadrende, hvori man til alle tider kunde trække baadene op, medens farten nedover elven blev let. “ Af dens mange til1øb i Aardal skal nævnes følgende i den orden, hvori de falder i Uttla: Midtll“Iara(lalsel:—c-H kommer fra Horungernes bræer, hvor den springer ud under Skagastølsbræen eller — som den her er foreslaaet benævnt —— Midt-Maradalsbræen og løber.i sydøstlig retning ned gjennem Midt-Maradalen. Fra begyndelsen af rinder elven med svagt fald og faar først længere nede raskere fart, indtil den begynder at fosse og saa tilsidst sætter udover Uttlada1sstupet. Støls-Mara(lalselven springer ud under Riingsbræen, hvorpaa den løber sydøstover ned gjennem Støls-Maradalen, først langsomt, saa med fart og saa i fal(l. þVZ(3skcI2(l(lS(ZøZ(l‘ har sine kilder mellem Fleskenaastind og Kolde- dalstind og rinder i en bue vestover nordenom Stølsnaase, idet den bøier sydlig langs Sammes nordvestre skraaning til Fleskedal sæter og herfra sydvestlig, hvorefter den munder ud i Uttla ligeoverfor Støls-Maradøla. Elvens fald er forskjelligt, stykkevis
