Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 1.djvu/100

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

NATURLI(i BBsI1:AFF1—:NHHn. 87 hed; svimlende afgrunde, kulsorte bergvægge, snehvide baand og bræer, hængende jøk1er og skummende elve, alt paa et hold saa nært, at selv de mindste detaljer bliver syn1ige. Paa uveirsdage, naar det er graat igraat, og skodden driver for vinden op og ned langs fjeldsiderne, medens skredenes tor- den1ignende skrald stiger op fra dybet, vil vildskaben i disse omgivelser slaa den forvovne tilskuer med rædsel. Vesle Skagastølstind bestiges bedst fra Skagastølshytten. Man kan straks slaa ind paa S1ingsbybræ, men veien langs Store Skagastølstinds «klippegal1erier» (Halls rute) er kortere. Men i begge tilfælde skal man opover den øverste og bratteste del af Slingsbybræ, der ofte kræver langvarig trinhugning. Ved første bestigning fulgtes ruten direkte fra Mohns skar opad Vesle Skagastølstindens k1ippekaste1, der ifølge E. Mohn herfra ser brattere ud end Store Skagastølstind. Den ene maatte under denne opstigning gjen- tagende løftes op paa den andens skulder og videre opover ved øksens blad for at vinde haand— og fodfæste. Ved anden bestig- ning fandt Hall en mindre vanskelig rute før Mohns skar. Mellemste Skagastølstind kan bestiges fra Skagastølsdalen, det er fra n.v.; den kan og bestiges fra Nordre Skagastølstind og fra Styggedalsbræen. Følges ruten opover Skagastø1sdalen, træffes først vanskeligheder i fjeldvæggen ien høide af ca. 213O meter, i skik- kelse af en fjeldknaus og en flathammer, der ikke kan omgaaes, men maa tages frontalt. Høiere oppe yder klippen jevnlig kun meget ringe fodfæste. Ved tindens anden bestigning skede et større skred under fødderne paa Hall: 5—6 klippeblokke, mang- foldige stene og jord styrtede nedover i et samlet fald — skredet skede saa p1udselig, at Hall akkurat ved et spring fremover i touget fik bragt sig i sikkerhed. Den paafølgende nedstigning besværliggjordes ved en uafbrudt stenregn, der skyldtes forud- gaaende sterke regnskyl. Til StyggedaIstinderne hører Vestre Styggedalstind, nu i regelen kaldet Centraltin(l; den er besteget af Hall i 1885. Cem’raltinden eller Vestre Styggedalstind kneiser paa den ryg, der strækker sig mod øst fra Skagastølstinderne, kun skilt fra Vesle Skagastølstind ved et bredt skar, og Centraltinden bestiges derfor bedst fra Vesle Skagastø1stind, omend den ogsaa kan be- stiges fra Gjertvasbræ over Store Styggedalsbræ. Efter det nævnte skar er der et eneste vanskeligt sted ved selve Centraltindens be- stigning, idet man fra ryggen enten maa dreie tilvenstre (nord) og tversover en smal kam med to skarpe pigge for derefter atter at naa frem til ryggen udenom et klippehjørne, der helder ud- over mod Styggedalsbræen, et par tusind fod nede, eller ogsaa maa man tage tilhøire (syd) opover klippesiden, der ved første øie- kast ser utilgjængelig ud.0 Ved første bestigning fulgtes den sidste