274 NoRm.AN1)S AMT. er dyrkningen særlig henlagt til tørre elvemoer og sandblandede aasrygge, men den for foderavl mest tjenlige jordbund er mangel- fuld afgrøftet og giver ringe avl. Faa herreder har saa store vid(ler af vandsyg, men god muldjord som Hatfjelddalen; af- grøftning er paa grund af den ringe sommervarme stærkt paa- krævet og er en hovedbetingelse for fremgang i jordbruget. Hem- mende for jorbruget har leilændingsvæsenet været. Hatfjeldda-len sammen med Øvre Vefsen har til 1899 været en samlet eiendom, «de vefsenske rydninger». Den kom i et engelsk selskabs eie. Øvre Vefsen blev solgt til et privat trælastbrug ved Mosjøen, der nyttiggjør de derværende skoge. Oprindelig har disse stræk- ninger tilhørt de Haalogalandske almenninger. Hatfjelddalens bebyggelse er forholdsvis ny, idet Røssvatns- trakten fik sin første bebyggelse i det 18de aarhundrede, medens Susendalen med“ tilgrændsende dalføre optoges som nyrydning i første halvdel af 19de aarhundrede. Som før berørt har der dog omkring Røssvatn vistnok været bebyggelse allerede i den yngre jernalder (bind II, pag. 778). At egnene omkring Røssvatn blev først bebyggede, har sin grund. Gjennem Vefsen- og Hatfjelddalføret var det tidligere vist- nok forbundet med vanskeligheder at komme frem. Tæt naaleskog dækkede lier og dalbund i ca. lOO km.s længde, og mange bielve uden broer skulde passeres. Til Røssvatn var fremkomsten greiere fra Vefsenbygden over Herringbotnfjeldets nøgne skraaninger. De store skogbrande, der herjede i Øvre Vefsen og Hatfjeld- (lalen i en længde af ca. 5O km., gjorde adkomsten lettere, frodig græsvækst kom op paa den med aske vel gjødslede jordbund og lokkede dalboere fra sydligere landsdele. Nybyggerne valgte, hvor de vilde bosætte sig, og bestemte grændserne for gaarden og tog som regel et stort area1 til be- nyttelse. Indvandreren henvendte sig saa til eieren om tilladelse til at bosætte sig; han fik en rydningsseddel, der paabød at svare en aarlig afgift af 4 kr. Der betaltes ingen indfæstningssum, og afgiften var lav efter det store landomraade, en saadan rydninge- mand fik. Længer frem i tiden maatte rydningsmændene ogsaa betale indfæstningssum. Den aarlige afgift, som saavel rydnings- n1ænd som ogsaa de første bygselmænd havde at svare til jord- drotten, var meget rimelig. Saaledes var gaarde med en besæt- ning af l hest, l0 a l2 storfæ og lignende antal smaafæ for 30 a 4O aar tilbage almindelig overladt bygselmanden paa egen og hustrus livstid for en indfæstningssum af lOO kr. og en aarlig afgift fra 8 til 10 kr. Saavel bygselsummerne Som den aarlige afgift blev senere øget. For lignende gaarde som ovennævnte er der i senere tids
