HISTORIE. 901 altid saa, at vi paa denne ø søgte at narre hverandre, og det var vi tvungne til. Vi opgav enhver gjensidig medlidenhed og søgte kun vor egen fordel, da vi ikke kunde holde den utaale- lige hunger ud, og den tvang os til at handle slig. De ö, som havde flyttet, havde ved en særlig guddommelig naade, lig den, som i ørkenen mættede 5000 mennesker med fem brød og to fiske, fundet en fisk, som heder havsvin eller hvalfisk ())orCho marino eller pese balenaj. Denne fisk var død kastet op af havet, men frisk; den var meget fed og god og laa paa sanden i fjæren. Dette gav os den tro, at Gud vilde mætte vore forkomne lege- mer, der trængte saa til føde. De 5 andre fæller i den lille hytte, vi havde bygget, mær- kede, at disse 6 havde gjort et sligt bytte og fundet en slig herlighed. Men de 6 holdt det hemmelig, idet den ene flok gjorde mod den anden, hvad den anden vistnok ogsaa vilde have gjort. De drog da afsted for efter omstændighederne enten god- villig eller med magt at faa noget af fisken. Hungeren drev dem til at sætte “sit liv paa spil for dette; de var allerede paa forhaand opsatte, da de var demoraliseret og lidet skikkede at lystre og hurtige til at yppe kiv; de vurderede da maden høiere end livet. Det havde gaaet galt, hvis ikke vor fører havde været saa ube- stikkelig, dygtig og taa1modig; med passende ord forsøgte han at fo1-milde dem. Havde disse brushoveder med forskjellige viljer faaet raade, saa havde det snarere taget en ende med blod end med mættelse, og det baade for venner og fiender. Men med Guds hjælp fik han ro istand, og senere var vi hver dag alle 11 fæller uden kjævl sammen ved det herlige maaltid med fisken. Vi spiste stadig af den i 9 dage. Det var et stort held, at Vor- herre hjalp os saaledes, thi disse fjorten dage var saa storm- fulde med hagl og regn og sne, at uveiret helt vilde have hin- dret os i at gaa ud fra vort trange hus. Da vi havde fortæret fisken, lagde stormen sig noget. Vi blev da nødt til for fødens skyld at gjøre som ulven, som gaar ud af krattet med fare for livet, idet den søger andres tilholds- steder. Saaledes gik vi for at stille vor hunger med møie ud af hytten og over de haarde knauser og søgte at finde noget til hjælp. Uheldigvis maatte vi søge under den haarde og frosne sne efter græs eller rødder. Undertiden fandt vi nogle, men de var saa haarde og tørre, at de, naar de var opblødet i snevand i kjedelen, men ikke kogte, kun var som græs og hø, naar vi tog det i munden. Da tungen var tør og vore struber ikke var vante til slig elendig føde, kunde vi ikke faa det ned, men vi fik nogen bitter saft
