HisToR1E. 897 kop om dagen for hver, og det holdt vi ved, samt med 6 unser beskøitlevninger for dagen. “ Ingen af os fik nogensinde sove nok paa grund af de for- skjellige arbeider og store farer, som altid var os nær, og 3 mand eller flere stod snart ved roret snart ved bundvandet og fik ikke ro. Disse led meget af kulden, ikke en saadan, som du kjender fra det lykkelige VeneZia; der kan nok kulden bringe vandet til at løbe sammen til is, og en mand med sin frue kan endog kjøre i vogn til Mergera fra VeneZia over den sikre, tykke is, og mange gaar, men alligevel er veiret da rime- ligt i forhold til det, som vi havde. Baaden var iset og kold, klæderne var gjennemblødte, levnetsmidler og ild manglede, der var ingen hvile eller hjælp, heller ikke nogen udsigt til for- andring. I denne mørke og forfærdelige tilstand med en nat paa 22 timer led vi frygtelig I disse ulykkelige dage døde 26 af de 45, og det var et under, at nogen blev igjen. Snart døde en og snart flere om dagen fra den 23de december til den 5te januar, og naar de var døde, sænkede vi dem i havet. De und- gik elendighed og mangel ved at lide døden. De begyndte at miste følelsen, først i fødderne, og saa steg det lidt efter lidt op mod hjertet, og de hentedes af den kolde død. Den afløste undertiden et vanvid, som lignede en hundegalskab. Det hændte, naar døden nærmede sig, at den hungrige forsøgte at bide sin sidemand med den smule kraft, han endnu havde i tænderne. Naar den dødbringende kulde havde naaet op mod hjertet, saa vi det aandende legeme høie paa hovedet, som de smaa fugle dør i det fattige bur og falder til jorden. Den 31te december var der ingen vin igjen, og vi havde lært af erfaring fra vore 26 døde kamerater, hvad det var at drikke Salt vand. Ved prøve viste det sig at være et forstan- digt og klogt raad at bruge som drikke den overflødige vædske, der kom ud som urin, og maven var nødt til at taale det. Og allerede var de kommen i vane med at bruge dette, men til- sidst kunde de af mangel paa tilførsel ikke Stille sin tørst. De ansaa det for den største velvilje at faa noget af kameraterne. Men disse sagde snart nei, da de vilde beholde det til sin egen frelse. Men en eller anden tog noget af smagen bort med lidt grøn ingefær eller citron eller andet krydderi, som tilfældigvis var tilovers. Til den omtalte dag, 5te dag af jauuar, holdt vi dette liv ud. Den 3dje januar fik vi først land isigte, og dette gav os stort haab, selv om det var langt borte. Vi saa nogle skjær i luvart, bedækkede med en masse sne. Da vinden var imod, kunde vi ikke komme derhen med seil eller aarer, da vore kræfter var udtømte ved alslags anstrængelser og gjenvordig- 57 - Nordlands amt II.
