882 NORDLANDS AMT. desto hurtigere, var hverken jeg eller de andre enig deri for ikke at sætte op mod os dem, af hvem vi ventede velvilje og hjælp. Da gik to af os ombord i baaden, og med gebærder søgte vi at gjøre forstaaeligt for dem, hvad vi trængte; ingen af parterne forstod et ord af, hvad den anden sagde. De drog afsted en fredag, og vi blev tilbage med godt haab; vi ventede, at de skulde komme den følgende dag og hente-os. Men de kom hverken-den første eller den anden dag. Natten mellem lørdag og søndag tilbragte vi derfor i stor ængstelse og med pinlig frygt for, at ba-ade11, som var liden og stærkt lastet, var gaaet under paa veien. Men grunden til opsættelsen kom senere for dagen. Indbyggerne paa øen, som var paa fiske, kunde ikke vide noget om ulykken og vor nød. Søndagen kom med gudstjeneste, og deres præst, som var tysker, havde talt med en af vore to folk, som var en flamlænder; da messen var forbi, forklarede præsten for alle, hvad der var hændt os, fortalte om vor tilstand, og hvorfra vi var. Han viste frem vore kamerater og bragte alle til at græde af medlidenhed. Han priste den lykkelig, som først kunde drage afsted med sin baad med mad til os. Saaledes kom der den søndag, en dag, som for os var en velsignet dag, ialt seks baade med en masse mad til os. Det lader sig ikke be- skrive, hvor stor vor glæde var, da vi saa dem komme os imøde med saa stor hjertelighed og velvilje. Med dem fulgte ogsaa deres præst, som var af dominikaner- ordenen, og paa latin spurgte han, hvem var den fornemste af os. Jeg svarede da, at det var mig. Han gav mig saa rugbrød at spise, og det forekom mig at være manna, og han gav mig øl at drikke. Han tog mig i haanden og sagde, at jeg skulde tage med mig to af mine folk, og jeg valgte Francesco Querini fra Kandia og Christoforo Fioravante, en venetianer. Vi fulgte præsten om- bord i den baad, som den fornemste mand paa øen eiede, og roede afsted i den. Vi blev ført til denne mande bolig; han var ogsaa fisker; en af hans sønner støttede mig, da jeg var saa svag, at jeg ikke kunde gaa alene. Da vi kom ind i huset, kom fiskerens kone hen imod os med sin tjenestepige. Paa den maade, som nogle græske slavinder bruger, naar de møder sine herskerinder, kastede jeg mig til jorden og vilde kysse hendes fødder, men hun vilde ikke det. Medlidende førte hun mig til ilden og gav mig en skaal god melk, og lidt efter lidt kom jeg ilag igjen, og jeg blev bedre behandlet end de andre. Jeg skammede mig sandelig ikke over, at jeg i de 3V2 maaned, vi var der, hjalp dem med arbeide, naar de trængte det, som at vugge hendes lille datter og feie huset. Her paa jorden er det nødvendigt at være ydmyg af hjer- tet og i handling.
