Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/888

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


878 NORDLANDS AMT. tilbragte vi med haab. Men da dagen kom, var det nævnte land ude af syne, og i læ saa Vi et andet fjeldland; det var en god del nærmere, saa at det saa ud til, at vi lettere kunde komme iland der end paa det andet sted, som vi havde seet først. Vi peilede da landet ved hjælp af kompasset for ikke at miste det den følgende nat. Med god vind agtenfra kom vi kl. 4 om natten ind under dette land; men da vi kom nærmere, mær- kede vi, at det var omgivet af mange undervandsskjær, som den stadige brænding viste. Der er ikke noget saa farligt for sjø- manden som paa ukjendte steder at søge land. Derfor gik vor glæde og vort haab over til den yderste fortvivlelse. Vi græd og overgav os til Gud og Guds moder, synderes tro hjælper. Af medlidenhed hjalp han os i sin naade i denne store fare. Da vor baad havde rørt ved et af blindskjærene, reiste der sig en bølge og lettede den op og førte den fri over skjæret. Derved uudgik vi den fare. Vi nærmede os stadig den frelsende k1ippeø. men der var ikke paa nogen af siderne en strand, der var bekvem til at lande for os, da hele dens omkreds var steil. Som ved et under førte vor leder og frelser os trætte og slitne til den eneste lille strand, som fandtes, lig svage fugle, der naar jorden efter endt flugt. Paa det sted satte vi baaden op med forstavnen, og de, som var forud, sprang med en gang iland; Stedet var helt bedækket med sne, og af den tog de en mængde for at slukke sin brændende tørst. Derefter rakte de os, som var blevne ombord i den svage baad for at hindre den i at slaa sig istykker, sne i et spand og i en kjedel. Jeg forsikrer, at jeg spiste saa meget sne, at jeg ikke vilde kunnet bære den paa skuldrene; jeg syntes, at hele min frelse og velfærd beroede paa at faa nok. Men helt modsat gik det med fem af det ulykke- lige mandskab, thi den nat, medens de endnu holdt paa at spise meget sne, udaandede de sit liv. Vi antog, at det saIte vand. som de først havde drukket, var den første aarsag til deres død. Vi blev ombord den lange nat for at hindre, at baaden blev slaaet istykker. Vi havde hverken taug eller noget andet at for- tøie den med. Vi ventede paa, at den korte dag skulde komme. og da gik vi 16, der var igjen af 47 mand, iland; vi fandt ikke andet end sne; vi lagde os til hvile, idet vi takkede vor Herre Gud, som havde ført os til et opholdssted paa land ’og frelst os fra at drukne i havet. Hungrige undersøgte vi, hvad der var igjen af vor proviant, men vi fandt ikke andet end nogle smuler skibskjæks blandet med rottelort paa bunden af en sæk, des- uden en skinke og et lidet stykke ost. Disse rester varmede vi over en liden ild, som vi gjorde op af bundtiljerne i baaden, og kviknede -lidt til efter vor hunger. I)a vi sikkert havde erfaret, at det var en øde holme, be-