64 NORDLANDS AMT. lader snøret vekselvis gaa tilbunds og trækker op igjen, saa beiten er i uafiadelig bevægelse, hvilket er nødvendigt, da Seien sjelden bider paa stillestaaende a-gn. Saavel hilen som dorgen er forsynet med en temmelig lang fortom, som nærmest krogen har en fin messingtraad ca. 9Z4 favn lang, og som agn bruges sild eller «beite». Som fiskeredskaber for fangst af den ganske unge sei, mort, benyttes almindeligst glipen, en stor hov, som sænkes ned og trækkes hurtig op, efterat man ved hjælp af madding (fly) har samlet den ret over hoven. Glipen er en ganske liden synkenot. Seien rodskjæres; den som fiskes om høsten, bliver daarlig tør, og sælges mest til russerne. Sei er i de senere aar til- virket til klipfisk, og af seifisket faar man ogsaa noget rogn. En stor hindring for tilvirkningen af den om sommeren fangede fisk er, at den paa denne tid ødelægges af mak, og den tid af aaret, paa hvilken makken især angriber fisken paa hje1derne, kaldes «makketiden». Leveren er undertiden saa fed, at 2 store hundreder sei giver en tønde lever. Tørret sei er et stærkt næringsmiddel af høi næringsværdi og et af de mest holdbare fødemidler, skikket for tropiske lande. Seien trænger ingen fredning. Der er nok af den langs Norges kyst. Saalænge Seien var billig, skjænkedes seifisket mindre op- mærksomhed. Men der fiskedes stadig baade med synkenot og snøre, selv -om betalingen var ringe. For et Snes aar siden be- taltes smaasei med 1 krone vogen og de større sorter med 3 og 4 kroner pr. vog. Tiden“ mellem torvonnen og slaatonnen an- vendtes til at ro efter seien, da der oftest intet lønnende arbeide var i denne mellemtid. ‘ I de senere aar stiller seifisket sig anderledes. Lønnende arbeide bydes nu den mandlige befolkning i Nordland stadig mere, og man er ikke nødt til at fiske sei af den grund, at intet er at bestille. Seiprisen er steget, saa det nu lønner sig at drive seiflske som næringsvei. I flere aar er der ikke skaffet saa meget rodskjærsei, som der kunde afsættes. Kveiten (hippoglossus vulgaris) holder sig som regel paa en dybde fra 4O til 20O favne, men det indtræffer, at den gaar saa høit, at man kan stikke den paa îZ2 favn vand som flyndre, hvilket hænder til eksempel paa Gimsø. Peder Claussøn Friis heretter: «Der bleff engang en Hueide fanget i Nordlanden, som haffde
