Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/599

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Ev1-:NTYH. 589 gik han til sin Vens grav; en stor ek var vokset op ved kirke- gaardsmuren, mens han var borte Under den store ek lagde han sig til at sove; en stærk storm brød en tung gren af det svære træ, og grenen faldt paa den sovende og slog ham ihjel, saa han fik opfyldt det ønske, at samles med den heden- farne ven. Af de danske formninger er en lokaliseret til øen Fur. Den findes i E. Tang Kristensens «Jyske Folkeminder»: - Paa Fur boede to mænd; den ene havde to sønner, Per og Kristen, og den anden en datter, Kirsten. Brødrene kunde næ- sten ikke være fra hverandre Til hverandres bryllup skulde de være med, hvor tidlig eller sent det sk11lde staa. Per blev syg og døde, og Kristen visnede næsten rent hen. Faderen sagde da: «Sæt nu, at du kunde faa vor nabos datter Kirsten, kunde det ikke saa opmuntre dig?» Ka-rlen svarede: «Det kunde jo godt være.» Saa beilede de til Kirsten, og der blev stort bryl- lup. Ud paa natten, medens de sad tilbords, gik stuedøren op, og Kristen reiste sig op og sagde: «Tak, Per, nu skal jeg straks komme.» Han fulgte ham ud, og de satte sig da ved hverandre ude paa kaa1ga-ardsdiget, og Per fortalte Kristen om, hvor dei- ligt det var hos Vorherre Kristen vilde gjerne komme op et bitte gran, og Per skulde spørge Vorherre. Kristen fik da lov til at komme derop et øieblik. Da de havde været der en kort tid, saa kom Sankt Peder og sagde, at Kristen nu skulde ud igjen. Men han vilde blive et minut til, og det fik han lov til. Saa sagde Sankt Peder igjen: «Nu maa du afsted, og vil du opføre dig godt, skal du komme her igjen.» Da han kom til Fur, var det i mørkningen; alting forekom ham fre1nmed. Saa kom en gammel kone ud af et hus; hun vil(le,maaske ud, før hun gik iseng. Hun sagde, at han var paa Furland. Han spurgte, om ikke -Kristen og Kirsten blev gift idag? Nogen Kristen og Kirsten var der ikke paa hendes land. “ Han sagde, han var Jens Kristensens søn. «Er duJensKristensens søn?» sagde hun. «Herreg11d, saa kan a da forstaa, det maa være sandt, hvad min faders oldefader fortalte, at der var saadan en karl, der blev henne den aften, han havde boijel, og de saa ham aldrig mere.» Ligesom i denne danske version er ogsaa i et eventyr fra- Skaane hos Eva Wigström, «Skåuska visor, sager och sägner», de optrædende personer brødre. Ellers svarer -den skaanske formning nærmere til den hardangerske hos Haukenæs, saaledes i beret- ningen om de to porte paa dødsveien og i de forskjellige syner og symbolske billeder, som vandrerne ser. Eien(1ommeligt er, at porten til himmerige paa den besøgendes indtrængende bøn aab- nes et øieblik paa gløtt, saa han faar kaste et blik ind i him-