580 NORDLANDS AMT. den bevidste literære afændring af stoffet, som Tirso har gjort ved i dødningeskallens sted at sætte en marmorstatue. Enten har kjendskabet til Leontius-fortællingen fundet vei til Spanien og er blevet benyttet af TirSo, eller ogsaa har baade Tirso og forfatteren af skolekomedierne øst stoffet af en ældre fælles kilde. En saadan ældre, skriftlig kilde er imidlertid ikke kjendt, men selv om et saadant skriftligt mellemled skulde have eksi- steret, er den første og egentlige kilde dog utvivlsomt vort eventyr- drag om hovedskallen. Herom vidner ogsaa nogle italienske nutidssagn, som i alt væsentlig stemmer med Don Juan-sagnet og ender med en bort- førelse af djævelen Enten nu disse moderne sagn fra Italien er et nyere udslag af de literære sagn om Don Juan eller, hvad der er rimeligere, repræsenterer en folkelig særudvikling af det op- rindelige eventyrstof, henvises nu i hvert fald paa første eller anden haand til eventyret om dødningeskallen. Forsaavidt kan det være væsentlig ligegyldigt, hvilket af alternativerne er det rette. Den eiendommelige gammelislandske formning, som neden- for skal anføres, synes dog at tyde paa, at hele denne gruppe er udslag af en gammel udvikling. Det første af disse italienske nutidssagn er fra Venedig, det andet fra Rom. Det venetianske sagn meddeler G. Bernonisi «Leggende fantastiehe populari veneZiane»: Det var en ung mand, som ikke gjorde andet end at spise og drikke og mere sig, fordi han var umaadelig rig og havde intet andet at tænke paa; han gjorde nar af alle, var nærgaaende mod de unge piger, brød sig ikke om nogenting og var kjed af alt. En dag bestemte han sig til at holde en stor fest og ind- bød alle sine venner og mange kvinder og alle sine bekjendte. Imidlertid gik han før festen en tur og kom til en vei, hvor der var en kirkegaa-rd, og der laa en skalle paa jorden. Han sparkede til den og sagde i spøg: «Vil ikke du ogsaa komme til min fest iaften?» Saa gik han hjem; alt var færdigt, og gjæsterne kom. De satte sig tilbords og spiste og drak under musik og morede sig udmærket. Imidlertid nærmede midnatstimen sig, og da det var paa slaget tolv, ringte der paa dørklokken, og tjenerne gik ud for at se, hvem det var. Der saa de et høit spøgelse, som sagde: «(Sig til grev Robert, at jeg er den, som han indbød imorgestil festen.» Tjenerne gik til herren for at melde, at der var et stort spøgelse, som sagde, at han om morgenen havde indbudt det til festen. «Jeg? Alle de, som jeg har indbudt, er her, og jeg har ikke indbudt andre.» Tjenerne svarede: «De skulde se ham. Det er et frygteligt spøgelse.» Da kom den unge mand paa den tanke, at det kunde være den døde mand, og han sagde til
