Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/570

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

56O NORDLANDS Amt emne er der en, som skyldes den engelske klerk Robert Mam2y1eg. Han hari sit store digt (‘Handlyng Synne», som er skrevet i aaret 1303, optaget denne historie. I)cn, som ser djævelen, er her ligesom i «Mariu saga» og «Järteckensbok» en diakon, som tjener ved alteret. Ogsaa her bliver han tilrettevist for sin upas- sende optræden, men faar hjælp af jomfru Mai-ia, som bringer ham pergamentet med de navne, djævelen har skrevet op. Fra det 14de aarhundrede skriver sig ogsaa et gammelt en- gelsk digt, meddelt hos Wright and Halliv1-ell.- Religuæ anfiguæ, Naar- ratio St. .-lugusti. I denne samling fortælles om Augustus, at han saa en djævel sidde med pen, blæk og pergament efter Guds tilIadelse. Han skrev saa‘længe, at det blev for kort for ham, og hans skind begyndte at blive fuldt; han fik for sparsom plads. Han havde slig hast med sin skammelige skrivning, at hans rulle blev fuld. Saa stærkt trak slubberten i rullen, at han slog nakken mod marmorstenen. Som det vil sees, er mængden af disse formninger i høi grad lige, stundom næsten ordret overensstemmende, hvad der natur- ligvis især kommer deraf, at det er bøger og mundtlige gjen- givelser efter bøger, som har udbredt fortællingen, hvortil kommer, at fortællingen i og for sig er eiendommelig, med faa, meget karakteristiske træk. Herfra maa dog undtages .to grupper af nyere sagn, som er bygget over dette emne. “ Den ene gruppe synes at tilhøre de slaviske folkefærd og forekommer neppe uden som laan hos andre stammer. De fleste versioner af denne gruppe har optaget træk af en ganske anden sagnkreds, sagnene om mennesker, som er Saa hellige, at de er hævede over naturens love, kan gaa paa vand eller hænge sine klæder paa solstraaler. Denne sagnkreds er ogsaa kjendt i Norge; saaledes kunde Bes.se paa Knabm i Fjotland hænge sine vanter paa solstraalerne (se Lister og Mandals amts beskrivelse, bind I, pag. 473). Da han begik den synd ikke at tage op et bygaks, saa vilde ikke vanterne hænge paa straalerne. Af denne gruppe skal etpar formninger anføres: i En legende fra Lille-Rusland, som er meddelt af Wesselof29ky i Russische Revue)l-, fortæller om en hellig mand, som intet vidste om den kirkelige g11dstjeneste, og som, da han engang vilde besøge kirken, tog veien tvert over et vand. Da saa han i kirken en mængde djævle, som paa et hesteskind skrev op alle (lem, som forsømte at bede. Tre djævle drog en ga-asefjær i tre reb og bragte den pæsende til sit overhoved, der sad paa huden, og eftersom der blev mindre og mindre plads, drog han sig længere og længere bagover for at faa rum til at skrive. Da han havde skrevet hele