Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/542

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


?‘)32 NORDLANDS AMT. landske formninger en svensk-finlandsk fra Lappfjærd i Vest- fin1and, som begynder med det samme spør-gsmaa1: «Hvarför kör du öfver jälan min?» sade käringen. «Ty vågen han ligger öfver den,» sva-rade gossen, som liten var. W Ellers findes reglen baade i Skotland og paa Færøerne, paa begge steder utvilsomt indført fra de gamle nordmænd. Den skotske regle findes i (sYhilds.- «The English and Scottish popular ba1lads». At den skotske regle er af norsk oprindelse, fremgaar blandt andet af det norske navn, som tillægges troldet: Fin, samme troldnavn som i det bekjendte sagn om bygmesteren af Trond- hjems domkirke. I den skotske regle heder det: «Jeg kom forbi din dør,:Æ) sagde Fin. “ C-Det laa paa veien,» sagde Harpkin. «Din hund gjøede paa mig,» sagde Fin.“ «Den pleier gjøre saa,» sagde Harpkin. “(Jeg kastede en sten paa ham,» sagde Fin. «Jeg vilde heller ønske, at det var et ben,» sagde Harpkin. «Din kone er blevet lettere nu,» sagde Fin. -:(Desto hurtigere vil hun gaa op af bakken,» sagde Harpkin. Fra Færøerne er der en regle, Som heder: «:Kall og Svein ungi;1-: «Hvorhen drev du mine naut?» sagde Kall «-(Lige ned i akeren din,» sagde Svein. Og saa ender reglen slig: «Gid du havde flydt paa havet!» sagde Kall. «God baad under mig,» sagde Svein. «1ngen aarer-,» sagde Kall.

Vinden blæser imod land,» sagde Svein.

Denne regle gaar i sine forskjellige for-mninger tilbage til et ældgammelt sagnmotiv. Mennesker, som sti1les i forhold til overnaturlige væsener, har en af to maader til at berge sig paa, enten ved fuldstændig taushe(l; tausheden har en beskyt- tende kraft og hindrer onde vætter i at faa magt over menne- sket; derfor maa den, som indtages i berg, ikke mæle et ord derinde, da slipper han ud.- Den anden og vanskeligere maade til at fri sig fra det oversandselige er at bestaa en ordkamp, en kamp i kløgt og vid med de overnatu1-lige magten Lykkes det mennesket at maalbinde sin modstander, er han frelst. Allerede i den gamle rome1-ske mytologi har denne tanke- gang givet sig udslag i næsten samme form som i vor norske regle. I’Z“ltt(t)’(’h, ()vid og andre latinske forfattere har en fortælling fra den romerske konge Numas tid: Byen var herjet af talrige