522 NORLANDS AMT. sen), for da er det for bestandig forbi mellem os.» Gutten slog til. Gamlen vilde snart til Bergen i anden stevne, og skulde hente ham paa hjemveien. «Bliv nu med Guri; hun viser dig, hvor du skal ligge, for nu er du manden paa gaarden.» Om høsten kom en ny jægt udenfor gaarden, hvor høveds- manden tjente. Han roede i mørkningen ud til jægten og kom ikke igjen; baaden hans drev op i fjæren. I mange aar efter saa man i Mefjords kirke paa Senjen en finklædt mand komme ind og sætte sig nærmest døren. Straks efter prækenen gik han. Engang afbrød præsten sin præken og gik ned for at tale til ham, men trappen til prækestolen gik istykker under præsten; han faldt og slog sig i svime. Saa kom en ny præst til Mefjord, som havde studeret i Wittenberg. Han gav klokkeren befaling til at sætte kirkens hellige kar foran kirkedøren. Da manden skulde gaa ud, blev han staaende som fjetret, og i det samme lyste præsten velsig- nelsen. Med et skrig faldt han om; klæderne hans faldt af ham og forsvandt, saa man maatte tulle ham ind i et baadseil. Da han kom til sig selv igjen, raabte han: «Guri! Mine fem sønner!» Han tog tilfjelds indover Senjen, og i Kløven gik han ombord i en jægt, som skulde sydefter. Paa den gaard paa Helgeland, hvor han tidligere var, fandt man en ældre mand død ude paa trappen; paa den venstre arm var et kjendeligt modermærke, som viste, at det var liget af den gut, som blev borte for mange aar siden med den frem- mede jægt. Skjønt sagnene om skarvene paa Utrøst og tuftefolket paa Sandflesa ikke vides optegnede før i midten af det 19de aar- hundrede, er der ingen tvivl om, at de er ældgamle i Nordland. Allerede Kraft omtaler en gammel vise i Petter Dass’s manér, altsaa fra det 18de aarhundrede, med en skildring af en udenfor Trænen liggende mystisk ø, Sandflesen kaldet, med fiske- rige kyster og fuld af alleslags vildt. I de to sagn hos Asbjørnsen forekommer ogsaa flere træk, som indirekte vidner om sagnenes ælde. Naar saaledes Isak spørger huldrekallen, hvilken kos han skulde holde for at komme til Utrøst igjen, og den gamle svarer: «Bent efter skarven, naar den flyver tilhavs, saa holder du ret kurs», saa minder dette maaske om en tid ældre end kompassets, da de gamle nord- boere, som sagaerne beretter, under sine sjøfærder pleiede at styre efter ravne, som de slap løs. Men til en endnu langt fjernere liggende tid henføres disse sagn ved en mærkværdig overensstemmelse med prosaindledningen til eddakvadet Grimnesmál. Her fortælles om en konge, som havde to sønner, Agnar og Geirrød, Agnar l0 aar og Geirrød 8 aar
