SAGN. 501 literaturen som en uovertræffelig idrætsmand paa alle omraader, som skiløber, svømmer og bueskytter, og alle tre færdigheder gaar igjen i gamle folkeviser, som endnu lyder i Norge som paa Færøerne. Der er to forskjellige norske viser om Heming, hvilke fore- ligger i mange forminger; Landstad har imidlertid fordelt de to viser paa to forskjellige personer, Heming og Hermod, hvilket er urigtigt. Den ene og i vore dage mest udbredte Hemingsvise- har intet direkte tilsvarende i den gamle literatur; men det er denne vise, som staar de nordlandske sagn om Hemings ski og Fløt Fløan-sagnene nærmest. Thi ogsaa fortællingerne, om Fløt Fløan er stærkt paavirket af begge Hemingsviser eller af de sagn, som ligger til grund for dem. Beretningen om hvorledes Fløts ski, efterat han er død, kjøbes af en hovmand, som saa staar udover et brat bergstup og med skierne bliver borte paa sjøen, er intet andet end en yngre tilrettelægning af Hemingens skifart ned over det uveisomme fjeld tilsjøs; og selve benævnelsen hov- mand (skriverkar, fogedfuldmægtig), er vistnok ogsaa et forsøg paa at lægge det gamle navn, Hemingen, som var blevet ugjen- nemsigtigt for folket, tilrette for forstaaelsen. Sag-nene er utvilsomt at betragte som et nedslag af visen og middelalderens Hemingsfortællinger, som feirer den ypperlige ski- løber under de vanskeligste forhold i et væddeløb med en gyg-r. Den omtalte vise, som ikke kjendes fra sagaerne, er meddelt af Landstad, Jørgen Moe og Sophus Bugge Visen hører til den store gruppe af norske folkeviser fra middelalderen, som omhandler et menneskeskes besøg hos jutulerne og hans seier over dem. Denne vise hviler saaledes helt paa den gamle folketros grund, uden noget historisk grundlag eller tilknytning til nogen historisk per- sonlighed. Den anden Hemingsvise slutter sig derimod direkte til gamle sagafortællinger, som endnu er bevaret. Begge viser omtales første gang af historikeren Torfæus i hans «Historia rerum norvegicarum» fra 17ll, og han betegner dem da som gamle. Sagaberetningerne om Heming er lokaliseret til Torgar i Brønnø i Nordland. Hans fader kaldes i visen Aslak og frem- stilles som en mægtig bonde deroppe. Sagaen kaldes Hemings þáttr og findes i Hauksbók og Flatøbogen. Det ældste af disse haandskrifter stammer fra omkring l300. Den formning, hvori sagataatten nu foreligger, viser til sidste halvdel af 13de aar- hundrede, hvad der dog ikke udelukker, at sagaen kan have eksisteret i en ældre formning. Men selv om sagaen først skulde være nedskrevet i sidste halvdel af det l3de aarhun- drede, efter Snorres død, maa de sagn, som ligger til grund for
