OVERNATURLIGE V1‘ESENER OG OVERTRO. 49l Om morgenen søgte Ingimund efter sit billede, men fandt det ikke, og det mente han ikke betød noget godt. Det følgende foraar talte Ingimund med Grim om dette, og denne sidste mente, at det ikke kunde nytte stort at staa imod skjæbnen. Han og hans broder vilde reise til Island. Ingimund sagde, han vilde ikke reise, saa de fik skilles. Grim mente, det fik saa være, men det vilde ikke undre ham, om de mødtes.paa Island, thi det turde være vanskeligt at undgaa sin skjæbne Harald Haarfagre skaffede Ingimund et godt gifte, og han var vel fornøiet med sine kaar, men han sagde til kongen, at det var altid i hans tanker, hvad finnekonen havde spaaet ham; han vilde nødig, at det skulde gaa i opfyldelse, saa at han kom til at forlade sin ættejord. Kongen mente, at det kunde være noget i det; kanske Frøy vilde lade sit billede komme did, hvor han vilde lade ham reise sit sæde. Ingimund sagde til kongen, at han vilde lade hente nogle finner, som kunde oplyse ham om landets beskaffenhed, der hvor han skulde være, og han vilde sende dem til lsland. Ingimund reiste hjem og sendte da bud efter finnerne, og der kom tre stykker nordenfra. Ingimund sagde til dem, at han vilde betale dem godt og give dem smør og tin. hvis de drog til Island og søgte efter bil- ledet og underrettede ham om landets beskaffenhed. «Det er en farlig færd, men vi skal prøve,» svarede finnerne. «Luk os inde alene i et hus og lad ingen forstyrre os.» Ingimund gjorde det, og efter 3 dages forløb kom han ind til dem. De reiste sig da op, pustede tungt og sagde: «Det var en besværlig reise, og vi har udstaaet meget, men nu kan vi angive sikre mærker, saa du kan kjende igjen landet, naar du kommer der. Vanskeligt var det at søge billedet, og finnekonens ord har været kraftige, derfor har vi døiet meget ondt. Vi kom til et sted, hvor der gik ind 3 fjords fra nordøst og indenfor en af fjordene var der store sjøer; saa kom vi til en dyb dal, og under fjeldet var et stort holt, som var tjenligt til bebyggelse. I holtet var billedet, men da vi vilde tage det, fór det over i et andet holt, og da vi fulgte efter det, forsvandt det, og der la-a ligesom et dække over det, saa vi kunde ikke naa det. Du kommer derfor selv til at hente det.» Han sagde da, at han snart vilde reise; det nyttede ikke at staa imod det, som var bestemt. Han belønnede finnerne rigelig. Han drog til kongen, der sagde, at det kom ham ikke uventet, thi det var vanskeligt at handle imod det, som var saa laget. Ingimund reiste da til Island, og da han kom til Vatnsdal, sagde han: «Nu sandes finnernes spaadom; her kjender jeg egnen igjen efter deres beskrivelse.» Til bolig valgte han en vakker liden dal og begyndte at
