Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/479

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


ovEHNATuR1.1GE V1ESENER OG ovi:RTRo. “469 ekspedition for et par aar siden seilede mellem Færøerne og Island, ytrede føreren, at de paa Island skulde leie nogle heste til at ride paa. Der blev da svaret: «Hys, hys, De maa da ikke tale slig paa sjøen.» Tro om dyr. Naar hesten ruller sig, skal man se vel efter, til hvilken kant af himmelen, den vender hovedet. Vinden kommer fra den kant, mod hvilken hovedet vender (Melø). Hver julenat kl. 12 ligger hestene paa knæ i stalden. Dette kommer deraf, at der stod heste i den stald. hvor Jesus blev født (Skjerstad, Saltdalen). p Stundom pleier man at give hesten et kornbaand juledags- morgen. Man holder baandet fremfor hesten. Hvis den bider i aksene, kan man vente et godt aar; men hvis den bider i rod- enden, et daarligt. p Hvis en drømmer om røde heste, kommer der sikkert ildløs i nærheden (Saltdalen). O - Vil man have en rigtig rask hest, skal man tæmme den om julenatten og lade den drikke af en jordkilde, hvor den ikke før har drukket (Saltdalen). Koen, som er kjøbt fra en fremmed gaard, skal ledes tre gange rundt en jordfast sten; da trives den i sit nye hjem og løber ikke bort. Naar sygdommen tuss plager heste og kjør, eller naar dyret er «tussereden», taber det madlysten, sturer og sveder. Da skal «tussemærket» skjæres, og det skal skjæres vrangt, modsat den retning, man almindelig skjærer i; det var det saa- kaldte pentalfa, som i det sydlige Norge og Danmark kaldes marekors. I Tyskland kaldes det «drudenfuss». Na-ar alveskott rammer kvæget, skal man stikke det syge dyr med alvepile, det er smaa bensplinter, der af og til findes i slagtede dyrs kjød. Disse er skudt ind i dyret af alverne, og bliver det syge dyr stukket med dem, hæves virkningerne af alvernes skud. Naar en ko bliver syg, er den «ælgskudt», det vil sige alv- skudt, alvskoten. Der er et væsen, som heder alg, alv, som skyder kjørene med sine kugler, og de har den egenskab. at der aldrig bliver hul paa huden efter dem. Naar en saadan ko skal kureres, hentes en kjærring, som forstaar kunsten. Hun leder først op «ælghullet» og derpaa bor-er hun tre huller i en stør. Saa tager hun et kjevle og holder op til kinden. Hus- moderen maa da spørge hende: «Hvad er det, du vil skyde ?» Kjærringen svarer da, med det samme hun sender kjevlet langs fjøset: «Jeg skal skyde den ælgen, som har skudt kua di» (Skjerstad). “ s