454 Nom)1.AN1)s AMT. Alle hekser staar i samfund med den onde, som altid er tilstede ved deres sammenkomster. I det daglige liv aaben- barer han sig ofte for dem i skikkelse af en hund, eller han sender tjenere, dels engle, dels apostler, eller de kommer i skik- kelse af en huk eller en gris. i Sankthansnat rider heksene til sine gilder,- og baal tændes for at holde dem borte; de reiser til Heklfjelds (tysk: Heckenfels) eller Hekla paa Island. Den, som gjør istand en lime, skal skjære den tvert af i nederste ende, spytte paa den og skjære et kors, da har trold- kjærringen ikke magt at tage den. Hvis ikke dette gjøres, bruger troldkjærringen limen til at ride til Heklfjeld paa. Hun har vand eller smørelse i et horn, og ved det bliver limen levende. Naar kjærringen skræver over den, farer den straks op gjennem skorstenen med hende (Vega). Nordvest for gaarden Vinje paa Tindsøen i Øksnes er et fjeldskar, Troldkonskaret. Der blev brændt en kjærring, som var berygtet for sin trolddom, men ingen kunde rigtig bevise det. I høonnen, naar ingen tog ud paa fiske, havde hun altid fersk fisk paa bordet. En tjenestegut sagde da, at han var syg og gik hjem fra slaatengen, lagde sig ihøladen og keg gjennem en spræk i gulvet. Da saa han madmoderen med en stor sopelime komme ind i fjøset under laden, og med limen be- gyndte hun at feie, saa hun blev sved. Da hun havde sopet en stund, begyndte en seistim at hoppe paa gulvet; af denne tog hun saa mange, hun behøvede, og gik hjem og lagede dem til middag. Hun var da overbevist om trolddom og blev brændt. Styrmanden paa en nordlandsjægt skulde hale ud af hjemmehavnen; da kom der en finnekone, som sagde, at han paa Stadhavet vilde komme i fare; det var ikke sikkert, at han slap fra det med livet. «Det er en af mine slægtninger, som volder det», lagde hun til, «derfor kan jeg ikke gjøre andet for dig, end at underrette dig; maaske kan du hjælpe dig selv, naar du kommer i den værste knibe.» En kan nemlig ikke raade bod paa den forhekselse, som en slægtning har forvoldt. Paa veien gik alting vel, til jægten kom til Stadhavet, men da blev det en overhændig storm, saa fartøiet holdt paa at knuses af braadsjøer. Styrmanden selv stod tilrors, men han gjorde ikke mine til at minke seil. En af folkene bad ham minke seilet; men styrmanden lod jægten fare afsted for fulde seil. Da bad alle ham ikke seile saa uvittig; men styrmanden trampede og sagde, at før skulde skuden gaa iknas, før han strøg en klud. Paa jægtens bagbords side saa styrmanden nemlig, hvad ingen anden saa, en troldkjærring seile i en stamp, og han vidste, at en saadan seiler ikke maatte faa nogen formon, for saa vilde
