452 NORDLANDS AMT. ser Þu ekki hvitan blett i hnakka minum, Garun, Garun’? Maanen glider, Døden rider, ser du ei den hvide plet i nakken min, Garun, Garun’? “ Ogsaa hos os kjendes dette vers. Lyder Sagen har -meddelt en opskrift 1812: Maanen skine, “ dedmand grine: . Verte du inkje rædd? En variant i Telemarken er kun lidt forskjellig: Maanen skine, daudmand ride: Verte du inkje rædd? Dette lille vers synes at være et fælles eie for alle german- ske, romanske og slaviske folkeslag; men ved siden heraf har de fleste ogsaa sagnet i en noget anden form. Ogsaa denne afændring ind1edes med et dødningeridt. Den døde brudgom (eller brud) rider i midnatsstunden til sin elskedes bopæl og bliver hos hende om natten. I regelen er han vaad og blodig, thi hver taare, den elskede græder over ham, gjennem- isner ham i hans kiste. Naar dagen gryr, maa han vende til- bage til graven. Oftest ledsager da hans elskede ham og ønsker at dele hans leie; undertiden følger hun ham ogsaa ned i gra- ven, men i regelen siger han, at det kammer, han bor i, er for trangt for to. Begge sagnformer kan hos de germanske folk ledes tilbage til Eddaen. Det heder i «Helgakviða Hundingsbana» II, at Sig1-une trælkvinde en aften gik til Helges haug og saa ham selv med stort følge ride ind der. Hun siger: «Er det et sandsebedrag, hvad jeg synes at se, eller er ragnarok kommen? Dødninger rider (riða merm dauðir), og heftig sporer I eders heste, eller har kanske hestene faaet hjemlov?» Helge svarede, at hun ser ret og heder trælkvinden kalde Sigrun; hun kommer, bliver natten over i haugen hos sin maud, kysser hans rimduggede haar, hans blodige legeme og kolde hænder. «Det kommer alt af hendes taarer,» siger han. Da morgenen gryr, tør han ikke dvæle læn- gere. «Men nu tykkes mig intet umuligt,» udbryder han, «da (lu, skjønt levende, har hvilet i dødningens arme.» Derpaa rider han paa den blege hest de røde veie, det vil sige gjennem den frembrydende morgenrøde.
