Hopp til innhold

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/440

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

430 NORDLANDS AMT. Huldrehunden er et uhyre med store filler hængende nedover siden-ne. Ser man nøiagtigere efter, saa viser det sig, at disse flller er tang (Vega). Dette er sjøhuldrehunden fra Vega, thi den almindelige huldrelmnd eller berghunden er ellers ikke be- hængt med tang. G’odbonden og hellige træer-. Godbonden i Nordland svarer til garsvorden, tunkallen, gaardene beskytter, i Telemarken hauge- bonden, oldnorsk haugbúi, den i haugen boende. Han er den, som ryddede gaarden, ættens stamfader eller repræsentanten for den henfarne slægt,- og han har fra den ældste tid været gjenstand for dyrkelse. Han holder i Nordland tildels til paa lofter og i gamle bygninger, hvor man om natten af og til kan høre ham snorke. HeltZen kalder ham tu-ftekall (toflkal). Det almindeligste navn paa disse væseuer er i Nordland netop tu.ftej’olk; ordet hænger sammen med ei tufl, tomt, byggegrund, og betegner tufte- folket som knyttet til ættegaarden og den bebyggede gr11nd. Han bringer lykke og velstand med sig der, hvor han findes, saa man ikke gjerne forstyrrer ham. I sammenhæng med godbonden staar de hellige træer, tun- træer-ne og vettetræeme, helst de, som staar paa hauge. Dem maa ingen røre. Ættens grundlægger holder til under tunet og i haugen, og der er en forbindelse mellem ham og de paa disse steder voksende træer (se Lister og Mandals amts beskrivelse, bind I, pag. 464). Ved gaarden þHær i Kjerringø er der endel gravhauge; den største er 25 m. lang i nord og syd, og den er omtrent af mandshøide. Der har vokset birketræer paa den. Den har aldrig været aab11et, og det vil gaa den ilde, som aabner den. Før stod der træer paa den, men de er nu hugne, og kun stubberne staar igjen. Den mand, som for 30--40 aar siden huggede træerne, blev syg og værkbrudden samme dag, han huggede dem, og han var syg siden, lige til han døde, men før havde han altid været frisk. En busk, som har staaet fra gammel tid paa en gaard og som er omgiven af andre smaa buske, den maa ingen hugge; den, som hugger den, faar en eller anden sygdom (Skjerstad, F olden). I Saltdalen tør man ikke hugge ned saadanne træer, som staar paa en slette, adskilt fra de andre. Der bor nogen der. Hvis der skulde komme ildebrand paa gaarden, kan man se godbonden bære alt sit bort i skogen. Gaangj’erden, maaske ogsaa kaldt gandj’erden, er sammen- blandet med oskereien, der er et dødningeridt. Men gaangferden eller gandferden i Nordland er egentlig et hekseridt, der vel nær- mest svarer til det oldnorske gandreið: troldkvindernes fart til