OVERNATURL1GE V1ESENER 0G 0VERTRO. 425 D Her er først nogle beretninger om folk, som har drevet fiskeri sammen med hittfolket: En mand fra Landegode reiste paa fiske i Lofoten. Ude i Vestfjorden traf han en del baade og kom med dem til et ror- vær, hvor han ikke havde været før, og mandskabet paa de fremmede baade kjendte han heller ikke. De fiskede sammen og fik stor vinterlot. Hans søn, som var ung, fik lige saa stor lot som de voksne. Saaledes gik det baade den vinteren og de to næste, og manden fra Landegode kom hvert aar hjem med god fortjeneste. Han fortalte ikke, hvor han havde været. Da han den tredje vinter reiste hjem fra samfisket med de under- jordiske, traf han nogle fiskere, som spurgte, hvorledes det var gaaet med vinterfisket i Lofoten. Det vidste han ikke noget om, for han havde ikke været der, sagde han, og da begyndte folk at forstaa, og det kom ud, at han havde drevet fiske sam- men med de underjordiske. Den fjerde vinter traf han ikke sine forrige kamerater, og heller ikke kunde han finde rorværet igjen, hvor han havde gjort saa god fangst. Noget lignende hændte en mand fra Myre i Øksnes. Hver morgen, naar det var sjøveir, roede han til nabogaarden Høi- dalen, hvor han fiskede med to andre mænd og paa samme baad. En morgen kom han til Høidalen, og i fjæren stod to mand og ventede. De gik i baaden, manden satte sig i midt- rummet, og de roede, uden at der blev sagt noget. Ude paa sjøen begyndte de at fiske med dybsagn. Da mærkede manden, at det var vildfremmede mænd, som var med ha1n, men han lod sig ikke mærke med noget. Fisken bed, saa baaden blev fu1d. WMyremanden forsøgte at tage med for den gode fiskeplads, men da rystede andøvsmanden med baaden. Om kvelden blev fisken kastet op i fjæren, og da sagde manden fra Myre: «Det var en velsignet mængde fisk idag.» «Ja,» blev der svaret, «har du selv velsignet den, saa kan du nu selv have den.» Dermed for- svandt begge. Den fiskeplads, hvor han den foregaaende dag havde fisket, kunde han ikke finde. Der, hvor han mente, fiske- pladsen skulde være, var saa dybt, at intet dybsagn kunde naa bund. Det hænder, som berørt, at hittfolket fragter sine usynlige varer til og fra Bergen paa nordlændingernes jægter. En bygdefarjægt, der skulde til Bergen, lagde sig paa siden, da varerne skulde bringes ombord. For at faa den ret, maatte varerne stuves paa den modsatte side. Sydover var det føieligt veir. Før de i Bergen fik begyndt losningen, lagde jægten sig paa den side, hvor varerne laa; men før alt var bragt iland, heldede den igjen til den modsatte side. Man havde ikke fuld last hjemover. Langs jægtens styrbordside var der et tomt rum, men endda heldede den stærkt til den side. Paa hjem-
