1)YBE1.1v os .1AGT. 783 dukker de paa ringe dybder, holder gjerne til i grunde viker og bugter eller i sundene mellem holmer og øer. Undersøgelser af efuglmaver viser, at de dyr, hvoraf efuglen lever, er muslinger og skjæl, sjøpindsvin, strandkrabbe, snegle og blaaskjæl. Oftest findes blaaskjællet i maverne; hos en fugl fandtes 110 blaaskjæl, som var indtil 28 mm. lange, hos en an- den 225 skjæl, der var indtil l7 mm. lange. Fiskelevninger er hidtil ikke fundet i efuglmaver, kun skjæl og andre lavere dyr. Saavel ungernes som de gamle fugles hovednæring er blaa- skjæl, af hvilke efuglen, som nævnt, kan fortære store mængder. Hvor efuglen er talrig, kan den derfor herje blaaskjælbankerne stærkt. Ogsaa andre dyr kan fuglen fortære i mængde; i en efuglmave er saaledes fundet 8 buhunde, som havde en længde af 23 til 52 mm. Den kan sluge knivskjæl, l03 til l22 mm. lange og l6 til 19 mm. brede. Knivskjællet sidder stikkende fast i sanden, saa at kun bagenden rager op. For at faa tag i dette skjæl, maa efuglen grave; thi knivskjællet sidder fast og dybt nede i sanden. Efuglen sluger sin føde hel og først i maven bliver den knust; mavevæggene er derfor meget muskuløse. Antagelig til hjælp ved fordøielsen sluger efuglen hyppig sammen med føden smaasten og grus. Efuglen æder dog vistnok foruden lavere dyr ogsaa fisk, naar den kan komme til. Yngre individer streifer hele sommeren om mellem de indre holmer og nær handelspladsene eller fiskeværene, hvor de fraadser i udkastede fiskeindvolde eller lignende; denne føde søger ogsaa hunnerne med sine unger. Og saa tager de vist- nok levende smaafisk, hvor de kan naa dem; det angives saale- des, at de undertiden tager smaamort. Levende fisk udgjør dog ikke deres daglige føde. Naar fiskerne kommer til land om af-tenen, samles efuglene ved baadstøen, og fiskens indvolde samt levningerne af agnsilden, som plukkes af linen, kastes ud til dem. Dunen lægges først ud i solen for at tørres, hvorefter den straks kan renses. Det meste bliver liggende urenset indtil vin- teren. Man bruger til rensningen en grind af staaltraad; man lægger duneu ned paa grinden og fører en træspade tvers- over traadene. Dunen fyger op og ned paa grinden, tangsmu- lerne falder paa gulvet og støvet gaar tilveirs. Leiest at rense er den dun, som er taget af mosereder. Mosen er skjægget. Støvet af san(l, muld og knust tang krøger sig ved rens- ningen ofte saa fast i dunen, saa den maa plukkes ud med fingrene. W
