1)YBE1.1V os .1AGT. 781 kan da løfte fuglen op, plukke dunen bort og lægge fuglen ned igjen. Den lægger sig paa æggene igjen, som om intet var pas- seret og rnger videre. Lidt ny dun plukker den igjen af sig, og den faar den beholde, til rugningen er forbi. Fuglene ligger i den sidste del af rugetiden altid paa æggene og gaar ikke ud for at tage næring til sig. Etpar dage efter at ungerne er klækkede, gaar moderen ned til stranden med dem, og de smaa dununger finder sig snart til- rette paa sjøen. Imidlertid har hannerne ved rugetidens slutning, omkring midten af juni, samlet sig i flokke og forladt hækkepladsene; i sommerens løb streifer de om ude paa det aabne hav eller i de større fjorde; de bekymrer sig ikke videre om afkommets skjæbne. De kommer for det meste tilbage i september. I november bliver de fleste efugle borte, da de da drager til havskjærene og ud til havet. I februar begynder de at trække indover, og i april er de samlet i flokke paa flere hundrede paa ægværene. Fra mai til først i juni lægges æggene. Paa steder, hvor eggene ikke bliver borttagne, er der op til 5 unger. Der kan træffes hunner, der har flere unger, op til 2O. Da er størsteparten eller maaske alle ungerne laante. Dette er vel kjendt paa værene. Flere hunner kan have lagt æg i samme rede, eller unger af flere knld er blevne lokkede til at slutte sig til en ehun. De hunner af efuglene, som ikke bliver parret, kaldes var- eer, det vil sige de fugle, som er reserve. Det siges, at disse var-eer bakker æg istykker, naar moderen er fraværende Naar ungerne er komne i havet, søger var-eerne at lokke en af ungerne til sig. Lykkes det en var-e et drage en unge til sig, hegner den om den med stor omhu som sit eget afkom. Æg og unger er udsatte for efter-stræbelser. Ræv holder af efuglæg, og paa øer, hvor den holder til, gaar næsten altid de fleste æg tabt. Den tager gjerne efuglen med. I menneskenes nærhed er efuglen beskyttet mod sit afkoms fiender: røskatten, ravnen og kraaken; de holder alle tre af æg. Ehnnnen formaar ikke at forsvare sig mod dem; nebbet er for blødt og for bredt; en enkelt kraake kan fordrive en mindst dobbelt saa stor ehun fra redet og spiser saa dens æg. I be- gyndelsen af rugetiden sidder hannen paa vagt ved redet og holder ravnen og kraaken paa afstand, og en ehan kan med held optage kampen mod en kraake og en ravn. Naar efuglens unger holder paa at komme ud af ægget, rører den sig ikke af redet, om det end gjælder dens liv. I denne tid bliver den let et bytte for rovfuglene og ynke- lig plaget af ravnen; denne formaar vistnok ikke at dræbe en
