DYREL1V 0G JAGT. 76I Jagtfalken (.falco gyrfalCo) ruger paa de høiere fjelde i Nordland. Sten.falke1i eller dverg.falken (falco æsalon) er den almindeligste falkeart. Vederhauk, vindhauk, vederstillar, sparhauk, taamfalken (cerCheis tinnunculus) hækker i Saltdalen og er iagttaget til Tromsø. Hauken, hønsehøgen, duehøgen (a-S-tur palumbarius) er meget al- mindelig og hækker mange steder i furuskogen. Størstedelen drager bort om høsten, men endel overvintrer under milde aar. Den er sjelden i Lofoten, mindre sjelden i Vesteraalen. Spurvehøgen, spor-vehauk (astur nisus9 er almindelig og hækker i Saltdalen. FHeldvaagen, sjøvaak, snjovaak, skitvaak (buteo lagopus) kaldes i Nordland jjeldgleen og er en almindelig forekommende rovfugl. Ørnen eller aa-e (agvila chrysaétos) er ikke almindelig. Haren er dens hovedsagelige næring, men den tager lam og forsøger at jage renen udfor flogene. lS)“øømen, haver-nen (haliaétos albicilla) er almindelig ved hav- kanten. Det er i Lofoten og Vesteraalen den almindeligste rov- fugl. Den lever fornemmelig af sjøfugle paa fiskebjergene, af fisk samt af ryper. Den tager ikke sjøfuglene, alken eller lunden i flugten, men den slaar ned paa dem, medens de sidder paa fuglebjerget. Fiskeørnen, flskegjod (pandion haliaétos) hækker i Nordland. Skogdue-n (Columba oenas) er efter Sommerj’elt engang iagttaget i Saltdalen. Turtelduen (Columba turtur) er skudt i oktober 1881 i Salt- dalen og i Oktober 1882 i Junkerdalen. þËjeldrypen, jÍjellijupa (lagopus alpina) er almindelig og har Sit tilholdssted i de stenurer, som høit over trægrændsen stræk- ker sig henad de bratte fjeldsider. De er talrigst i de bratte urer, som naar op til det øverste af fjeldet, og sidder da helst opimod urene øverste del.- Men ellers træffes de i næsten alle nogenlunde høit liggende urer, og da saadanne har stor udbredelse i Lofoten og Vester- aalen, antager Barth, at mængden af fjeldryper her ikke kan være mindre end af dalryper, skjønt de er vanskeligere at komme til og aldrig sees i saadan mængde som dalryper. Østvaagø, Hadselø og Langø antages at være forholdsvis rige paa fjeld- ryper. De eruærer sig af krækebærlyng og af vidje- og birkebuskene Sjelden, maaske i vintre med store snemasser. da de ikke finder næring, vandrer de i flokke ned til sjøkysten, men ellers træffer man dem i regelen ikke nedenfor trægrændsen, medmindre det for ryperne beleilige terræn med stene og krækebærlyng fort- sætter i jevn skraaning ned mod sjøen uden at afbrydes af græs-
