ö0 - NORDLANDS AMT. syd og vest. I midnatsols belysning er der et uforlignelig skjønt farvespil over hav og de utallige tinder. Omtrent 100 km. vestnordvest for Bodø ligger øen Røst, der med de omgivende mindre øer afslutter den lange række af ølande, som kaldes Lofoten. Disse nævnte 100 km. er det vide gab, hvormed den havbugt, som kaldes VesMorden, begynder, for saa med aftagende bredde at fortsætte mod nordøst henimod l70 km. til mundingen af O.fotenjjord, der atter fra Vestfjorden fortsætter omtrent 80 km., indtil fjorden inderst i Rombaksbotn i Ankenes k11n ligger 8 km. fra grændsen mod Sverige. Lofoten og Vester- aalen er senere omtalt. Kyststrækningen paa Vestfjordens sydøstre side langs Salten kaldes i modsætning til Lofotens øer In(llandet. Landskabet her paa Vestfjordens sydøstre side skal omtales først. Fjeldene optræder paa dette indland i Salten mere isoleret, og deres form er ofte biZarre. Paa strækningen fra Landegode langs kysten forbi Kjerringø er skjærgaarden tildels afbrudt, eller øerne ligger spredt, saa leden er ikke helt dækket. Fjorden Mi-sten eller Møsten gaar østlig ind i Bodin herred. „ Misten eller Møstfjorden deler sig indad i to sidefjorde, Nord“flord i nordøst og Sør)jord i sydvest. Fra bunden af Hopen i Saltenfjord fører et lavt eid med Vatnevatn over til bunden af Sørfjord i Møst-fjord. Paa halvøen mellem Møstfjord og Foldenfjord ligger den største del af K3erringø herred, til hvilket ogsaa hører forskjellige øgrupper som Karlsøværet. I Kjerringø herred og i naboherredet Sørfolden mod øst omkring SjunkZjor(l er der vilde tinder. Mest kjendt er den ud mod havet liggende ‘Sfran(laatind, 862 m. høi, en hvas eg, som er ubesteget. Nordøstlig for Kjerringø kirke ligger foruden Strandaarind ogsaa Laaterjjeld, 8l5 m. høit, hvilke to fjelde er forbundne ved en ryg, saa at denne med de to fjelde tilsammen omkrandser en botn. Det er vistnok disse Strandaatinder, hvis form har vakt de ældre reisendes opmærksomhed, Leopold von BuChs og .]ames Forbes’s. Forbes siger, at fjeldene her kan kappes med Mont Blancs na-ale i besynderlige fantastiske former. Han har intetsteds seet toppe, som var mere fuldkommen tilspidset. Hoved- gruppen danner, hvad der ofte, skjønt det er unøiagtig, er kaldt kraterform, næsten en krands af steile tinder med hovedaabningen mod sjøen. 0mkring Kjerringø var der igjen en helt anden natur end ved Bodø, skriver Leopold von Bu(-h. Fjeldene havde her atter den for de norske kyster sædvanlige karakter. Mod Foldenfjorden
