VÆl(STLIVET. C 671 er, den anden ved Bodø, Kjerringø og Lødingen, paa hvilket sidste sted den har sin nordgrændse. Vegetationen ved strandene. Sammenlignet med fladere kystegne i vort land, er strandkanterne iNordlands amt kun smale. I fjordene styrter fjeldene sig ofte steilt ned mod vandspeilet, og der levnes liden eller ingen plads mellem dette og fjeldets fod. Kun i vikerne og inderst inde i fjordbunden kan der være en kant af sand eller grus, hvor der da findes en del af de for denne slags lokaliteter typiske planter. Noget større er strandene udenfor de fladere, saakaldte forlande i de bredere fjorde, f. eks. ved Nesne og ogsaa ved Hemnes i Ranen og tildels paa øerne og den ytre kyst. Som et eksempel paa fjorde, som er særlig fattige paa strand- kanter, kan nævnes den trange Skjomenfjord i 0foten. Begge dennes arme har steile sider, og fjeldenes fod beskylles flere steder af bølgerne. I bunden af fjordarmene er der en strimmel land foran de dyrkede marker. Der vokser marehalmen (elymus arenarius), et gi-aagrønt, høit, stivt græs med tykke aks i stængelens top, strand- hjeks, en skjærmb1omstret urt med hvide blomster og noget tykke, lysegrønne blade med en krydret lugt, strandarven, en glat, saftig vækst, der grener sig meget stærkt fra de underjordiske dele, og som følge deraf kan den komme til at danne større, sammen- hængende matter paa stranden. Blomsterne sidder i de øvre bladhjørner, er hvide, men lidet iøinefaldende Her vokser ogsaa strandkryb (glauæ maritima), en rødblomstret plante, som forøvrigt ligner strandarven, men er mindre end den, desuden sl:randZgjæmpe, gaasemuren, med de nedliggende, sølvhaarede blade og skinnende gule blomster, og østersurten (stenhammaria maritima), hvis lange grene, der udgaar straaleformig fra den fælles akse, danner store, pragtfulde rosetter over sandbunden; da planten har samme farve som sanden, sees den ikke før paa nært hold; da vil ogsaa de vakre, blaa, forglemmigei-lignende blomster komme tilsyne. De saftige, tykke blade smager omtrent som østers, hvoraf planten har faaet sit navn. Længere ude, lige i slammet,“ staar koklearen, ogsaa kaldt skjørbugsurt, ligesom de fleste strandplanter glat og kjødfuld. De unge individer bestaar bare af smaa runde, men gjerne smukt regelmæssige bladrosetter, som under høivande ofte lyser friskt grønne fra den graa bund, men som ved ebbetid kan overdækkes af leren og skjules af den. Om koklearens brug skriver ‘S(“húbeler.- «Som et middel mod skjørbug kan man naturligvis med lige god nytte bruge alle i de nordlige lande vildtvoksende arter af denne slægt, og til dette øiemed tilraades brugen af kokleare som et fortrinligt middel af amt- mand Hans Lilienskiold i hans Speculum boreale, der er skrevet 1699.
